Verdenskrisen set med astrologiske briller

Jeg har flere gange en passant i andre sammenhænge nævnt det transplutonske T-kvadrat med Eris, Haumea og Pluto, der hænger over os i disse år og for alvor blev aktiveret, da Saturn ramte Pluto i Stenbukken i januar 2020. Nu synes jeg, tiden kalder på at beskrive det lidt mere indgående.

Eris, som er i den ene ende af oppositionen, handler om sandhed. Essens. At kunne gennemskue tingene, afsløre dem, sige det, som det er, og skære helt ind til benet.

En af myterne om Eris fortæller, at hun som den eneste gudinde ikke blev inviteret til et bryllup på Olympen, fordi de andre guder syntes, hun skabte for meget splid. Men Eris, også kendt som stridens gudinde, dukkede op alligevel. Med sig havde hun et gyldent æble, og på kortet stod der: ”Til den smukkeste” – og så var dén fest ødelagt. Gudinderne begyndte at råbe og skændes, for alle ville de være den smukkeste, guderne begyndte at blande sig, det ene tog det andet, og faktisk endte det lille æble med at starte hele den Trojanske Krig. Men det er en anden historie.

Men hvem var det egentlig, der skabte splid? Gudinderne kunne jo også bare have sagt: ”Vi er alle smukke, lad æblet gå på tur”, så havde alt været godt, og de kunne i øvrigt have haft en god fest. Jeg kan nærmest se Eris for mig liste væk med et skævt smil – hvem gider også feste med sådan en flok selvoptagede, grådige guder og gudinder alligevel. Sådan er Eris, hun havde gennemskuet dem for længst. Hun ser lige igennem tingene, siger det, ingen andre tør sige, og er en omvandrende bullshit-detektor. Hun er den lille dreng, der råber ”kejseren har jo ikke noget tøj på!”.

I T-kvadratet står Eris i opposition til Haumea. Haumea er opkaldt efter Modergudinden på Hawaii, som også var gudinde for jorden, børnefødsler og fertilitet. Haumea handler om selve livet og dermed også om den levende natur. Liv og død. Hvad vælger du at give liv til? Er noget levende, eller er det dødt? Kan det overleve, er det bæredygtigt? Er der liv i det?

Når Haumea og Eris er i opposition, bliver vi altså bedt om at se ærligt på, hvad vi gør ved livet og naturen. Hvordan er det, vi lever som mennesker? Er det bæredygtigt for mennesker, dyr og planet, eller har det haft sin tid og må dø?

Hvis vi skal være helt ærlige, som Eris jo beder os om, må vi nok indrømme, at det kunne stå bedre til. Millioner sulter og lever under kummerlige vilkår, mens nogle få har mere, end det nogensinde er muligt at bruge. Folk går ned på stribe med stress, angst, depressioner og får diagnoser i flæng, landbrugsdyr mistrives i enorme dyrefabrikker, mens naturen lider under giftige pesticider, insektdød, forurenet grund- og havvand, ørkendannelser, temperaturstigninger, biodiversitetsforringelser og så videre og så videre – faktisk i en grad, så det nu omtales som den sjette masseudryddelse i klodens historie. Det kunne vi måske godt gøre bedre. Bæredygtigt er det i hvert fald næppe. For nogen.

I apex i T-kvadratet står Pluto. Pluto er ikke sådan at spøge med, han er en hård herre, og han står der og beder os om at træffe et valg. Pluto er kendt som kriseplaneten, og han er da også helt eminent til at sætte gevaldige kriser i gang, når han rammer sensitive punkter. Og kriser får os ofte til at vågne lidt op, om de så er personlige eller globale – hvis vi da ikke bare går i forsvar og benægtelse og begynder at skælde alle andre ud. Pluto hersker ikke i skorpionen for ingenting.

Vi er blevet advaret lææææænge af videnskaben om, at den måde vi lever på, ikke er holdbar. Der er udkommet adskillige rapporter, der har påvist, at vores måde at behandle landbrugsdyr og naturen på er en tikkende bombe, der bare venter på at eksplodere i pandemier og penicillinresistens (og alverdens miljø- og klimakatastrofer). Alligevel har vi i det store hele ikke formået at se sandheden i øjnene (Eris) om vores forhold til naturen og livet (Haumea) og træffe nogle andre valg (Pluto). Så da Saturn, Karmas Herre, som handler om konsekvens og begrænsning, ramte Pluto i januar 2020, begyndte konsekvenserne at vise sig for alvor, og vi blev alle begrænsede på alle mulige måder.

Mødet mellem Saturn og Pluto foregik i Stenbukkens tegn, som esoterisk handler om indvielse, som i: ny begyndelse. Sådan en ville det måske ikke være helt dumt med.

Spørgsmålet er, om vi hver især vil være med eller ej. Vil vi begynde at lytte til naturen og behandle os selv, hinanden og Jorden, med alle hendes beboere, med mere kærlighed og omtanke, eller vil vi ikke? Hvad er det helt ærligt, vi har gang i med livet her på planeten? Er det virkelig det, vi vælger? Personligt som kollektivt?

Der er meget frygt og vrede i den kollektive æter for tiden, og det kan være nemt at lade sig opsluge og bidrage endnu mere til det. Men der er en anden vej at gå (den indre! – lokker Haumea fra Vægten, der esoterisk er porten til den indre vej). Måske ville ægte samfundssind i virkeligheden være at kigge lidt indad, begynde at leve på en anden måde og sprede noget liv, venlighed og bæredygtighed i stedet for at skændes så højlydt om, fra hver sin skyttegrav, hvem der ødelægger hvad for hvem.

Valget er frit. Men T-kvadratet hænger over os nogle år endnu, og hverken Pluto eller Haumea er bange for at slå med den hårde hammer. Og Eris, hun bliver ved med at pege på essensen og kaste det ene gyldne æble efter det andet ind i midten af det hele.

Lige indtil vi forstår, at den største krise måske i virkeligheden ikke handler om en virus, men om måden, vi reagerer på den – fuldstændig ligesom med guderne på Olympen.

Og om, hvad det egentlig er, vi gør ved livet.

Indeni og udenpå.