Venus – Væren – Værdi

Venus

Hun er aftenstjernen og morgenstjernen, og de fleste har set hende glimte i horisonten ved solopgang eller solnedgang. Hun hedder Venus, hun er kærlighedsgudinden, og selvfølgelig viser hun sig kun på de tidspunkter, hvor vi er mest i ro; ved morgen- og aftentide.

Venus er nemlig indbegrebet af ro. Vi mærker Venus i os, når vi bare ER. Når vi hverken præsterer, konkurrerer, haster af sted eller har tusind jern i ilden (som er Mars’ afdeling), men simpelthen bare er i ro. I væren. I velvære. I kærlighed.

Det er hende, vi mærker, når vi sænker skuldrene, sukker dybt og udbryder et stille ”aaaahhhh”, når vi observerer en smuk solopgang, nyder et dejligt måltid mad, hører et smukt stykke musik eller indånder duften af en nåleskov. Hun er nydelse, hun er sanselighed og kvalitet, og derfor hersker hun selvfølgelig i Tyrens tegn.

Og hun er så vigtig. I vores Marsprægede samfund, som handler så meget om, at vi skal yde noget, præstere noget, konkurrere med hinanden, bliver hun ofte fuldstændig overset og glemt. Hvornår husker vi bare at være til? Uden at skulle noget eller have travlt med noget?

Det er i de stille stunder, når vi bare ER med os selv, at vi kan mærke os selv. Hvordan vi egentlig har det. Hvad vi egentlig har lyst til. Og det kan selvfølgelig være skræmmende i sig selv, hvis vores følelse af værd halter lidt, eller vi egentlig ikke bryder os så meget om den måde, vi lever på. Så kan vi i stedet overdrive Venus og blive nydelsessyge, behagesyge.

Hen over sommeren fik jeg personligt en hård lektion i, hvor vigtig Venus er. Mit turbo-aspekt (Mars-Pluto) tog fuldstændig overhånd, jeg glemte alt om slappe af, lade op og sætte grænser (Saturn) ,og selvom jeg godt kunne mærke Venus banke på, sagde jeg: ”Lige om lidt. Jeg har ikke lige tid. Du må lige vente.” Men jeg ventede for længe. Og crashede totalt. Og så kom alle mine gamle månemønstre tilbage: Følelsen af at være helt forkert. Ikke kunne finde ud af noget. Være alt for dum. Have lyst til at ryge store mængder pot. Jeg kunne slet ikke mærke, hvordan jeg i virkeligheden havde det, tankerne var kaotiske og overvældende, og jeg kunne ingenting. Og mit indre øje – som Venus også hersker over – lukkede i.

Der var ikke andet tilbage at gøre end at lytte til Venus’ kalden og lægge mig på min madras sammen med mit overbelastede nervesystem, blid musik i højttalerne, kæmpe tudeture og gåture i skoven på Venusmåden; uden mål, langsomt, sansende, nydende. Og langsomt åbnede øjet sig igen, jeg kunne igen tænke og føle andet end stress og jag, og mine nætter blev atter fulde af søvn i stedet for tusind tanker og en krop, der lå en halv meter over madrassen uden at kunne finde ro.

Nu gør jeg alt, hvad jeg kan, for hele tiden at holde Venus i hånden. Nogle dage glemmer jeg det, fordi jeg skal jo liiiige… og konsekvensen (Saturn) falder prompte. Som den også falder i vores samfund, hvor Venus nærmest er glemt til fordel for Mars. Vi kan ikke holde til det. Vi bliver stressede, angste, irritable, vrede og ukærlige. For Venus lærer os at SE. Hun giver os indsigt og lærer os, hvad der egentlig er vigtigt. Hun lærer os at rumme i stedet for at dømme og skælde ud. Og i sidste ende handler hun om ren, åndelig væren.

Væren og værdi er nært beslægtede, og derfor handler Venus også om værdi og selvværd(i). Hendes placering og aspekter i horoskopet viser (blandt andet), hvordan det står til med selvværdet, hvor vi finder værdi, og hvor vi lader op, så vi kan klare endnu en runde med Mars. De to skal helst gå hånd i hånd. Uden Mars ville Venus aldrig få udrettet noget som helst, og uden Venus brager Mars fuldkommen bevidstløst derudaf uden egentlig at vide hvorfor.

I en workshop, jeg var til i sommers, undersøgte vi det maskuline (Mars) og det feminine (Venus) i os. Det viste sig, at i hver vores lille gruppe var vi samstemmende kommet frem til, at det er det feminine aspekt (Venus), der ved, hvor vi egentlig skal hen, og det maskuline aspekts (Mars) opgave at sørge for, at det sker. Men hvis vi ikke giver os tid og ro til at lytte til det feminine, går det maskuline amok, helt uden formål, men bare mere, mere, mere, bedre, større, størst. Helt rundforvirret. Det er værd at reflektere over i forhold til både eget liv og verdenssamfundet.

Så nok er hun overset, hende Venus. Hun er nem at glemme og bare tromle henover, for hun yder ingen modstand. I vores samfund er hun nærmest ildeset, for vi skal jo gøre noget. Udrette noget. Man kan jo ikke bare sidde der på sin flade uden at lave noget som helst. Eller kan man? Er det mon i virkeligheden noget af det, vi har allermest brug for i disse tider?

Det er det i hvert fald for mig. Og når jeg bare ER med Venus, uden at ville udrette noget som helst, er det sjovt nok der, jeg faktisk får udrettet allermest. I hvert fald af det, som rent faktisk giver værdi. Og mening.

Og som har hjertet med.