Tyren

Stjernetegn Tyren

Tyren er Skorpionens modstående tegn, og som alle modstående tegn har de to brug for at integrere hinanden. Hvor Skorpionen er intens og dyb, er Tyren er det mest rolige og sindige tegn af dem alle. Det er tyren Ferdinand, der en varm forårsdag ligger på toppen af en bakke i skyggen af et stort egetræ og snuser til en lyserød blomst, mens han tygger drøv på sit yndlingsgræs og med en dyb, indre tilfredshed betragter sin velnærede flok køer.

Tyren er et fast (feminint) formgivende jordtegn, der som ingen andre sætter pris på den jordiske, sanselige nydelse og på holdbarhed og kvalitet. Tyren kunne ikke drømme om at gå i Netto og købe en pose billige kemikalie-vingummier, Tyren går i stedet ind i en specialforretning og udvælger med omhu den lækreste Summerbird-flødebolle, eller, endnu bedre, et perfekt stykke håndlavet gourmet-chokolade. I Tyrens tegn går vi ikke på McDonalds, vi sparer op til at gå på Geranium, vi køber ikke den billigste sofa i Ikea, men den lækreste, blødeste, mest holdbare og behagelige kvalitetssofa, vi kan finde – intet af det for snobberiets skyld, men for kvaliteten og nydelsen.

Tyren er sanselig, den er nydende, den har en stærk jordforbindelse, den værdsætter sine ressourcer og værdier og hviler dybt og trygt i den fysiske tilværelse. Venus, kærlighedsgudinden, som hersker i Tyren, fornægter sig ikke, og hende kan du læse mere om her, hvis du har lyst.

Det kan, i den umodne tyr, godt kamme over i en vis besidderiskhed, en frygt for ikke at have nok, og i den fase er den optaget af at skrabe penge og materiel velstand til sig. Og da Tyren er et fast tegn, kan den også være temmelig magelig og stædig – hvis den først er begyndt at pløje i ét plovspor, får man den ikke sådan lige over i et andet. Den bliver ved og ved og ved uden nogen fornemmelse af, hvornår den er færdig (eller har nok), og kunne i princippet, langsomt og møjsommeligt, pløje hele planeten op, hvis den ikke bliver stoppet. Den umodne Tyr trives bestemt ikke med forandring, men vil helst have, at alt er, som det plejer.

Tyren hører til i maj måned, hvor Vædderens eksplosive vækst bremses, så de sarte, tynde spirer kan slå rødder. Tyrens sans for skønhed ses nu i en overflod af blomster og friske, grønne blade, og vi mennesker kan begynde at plukke af naturen og nære vores fysiske legeme. For i Tyren nærer vi os og får sul på kroppen oven på den lange, strenge vinter.  🎶 Kom maj, du søde milde. 🎶

Den modne Tyr nærer og nyder ikke alene sin fysiske krop og sit fysiske liv, men også de indre kvaliteter, som den nu giver form. Tyren lader al den skønhed og kærlighed, den finder i det indre liv, komme til udtryk i det, den skaber og formgiver i den fysiske, sanselige verden. Tyren er en gudsbenådet møbelsnedker, billedhugger, musiker, i alt, hvad Tyren skaber, fornemmer man den kærlighed og kvalitetsbevidsthed, der ligger bag. Den modne Tyr forstår at nyde og sætte pris på de jordiske glæder, men ved også, at alt er foranderligt, at intet varer ved, så den er i stand til at nyde sit nu.

Esoterisk er Tyrens indre øje, det tredje øje, åbent. ”Jeg ser, og når øjet åbnes, er alt lys”, lyder det esoteriske motto. Her ser Tyren klart, at der ingen adskillelse er mellem verdenerne, og at alt virker for og i kærlighed. Den har stadig en dyb kærlighed til den sanselige, fysiske verden, men den er ikke længere afhængig af den. Tyren ser nu klart, at Jorden er skøn (jeg kommer sådan til at tænke på min yndlingssalme ”Dejlig er Jorden”), at Jorden er et vidunderligt paradis, hvor vi som mennesker kan lade Åndens skønhed og kærlighed få fysisk form. Himlen ned på jorden. Men uanset hvor åndelig og spirituel Tyren bliver, mister den aldrig jordforbindelsen. Som min lærer siger: ”Vi burde alle have lidt Tyr i os” – og det har vi heldigvis også.

På et endnu dybere niveau handler Tyren om den åndelige væren, at være ånd, der virker i det fysiske, om hensigten med at inkarnere i fysisk form. Tyren er på dette niveau den åndelige, skabende kraft, som formgiver den impuls, der startede i Vædderen.

På de indre planer handler Tyren om renselse af mentallegemet. Vores tanker kan løbe løbsk i alle mulige forestillinger om fremtid og fortid og alt muligt andet og uvæsentligt, og først når tanken stilnes, kan vi se klart. I Tyrens tegn kan vi bede den guddommelige kærlighed om hjælp til at rense vores tankesind og stilne uvæsentlige tanker. Da åbnes det indre øje, og alt bliver lys, og vi ser, at der kun er kærlighed og skønhed.

Spørgsmål til refleksion og meditation:

❣️ Hvordan føles/sanses/mærkes Tyrens kvaliteter i mig? Kan jeg mærke skønheden, kærligheden, glæden ved at være i en fysisk krop i en fysisk verden?

❣️Hvordan står det til med ressourcerne i mit liv? Er jeg overdrevet optaget af at skrabe til mig, eller ved jeg, hvornår jeg har nok? Eller giver jeg alting væk, så jeg ikke har mulighed for at nære mig selv?

❣️ Hvordan ser der ud i mine fysiske omgivelser – trænger jeg måske til at male en væg i en smuk farve eller købe en buket blomster i min yndlingsfarve?

❣️ Nærer jeg mig selv – åndeligt, sjæleligt, fysisk? Tillader jeg mig selv at nyde, at lade kærlighed og skønhed få plads i mit liv og lade mine fysiske sanser glædes?

❣️ Overdriver jeg indimellem nydelsen, bliver nydelsessyg og kun optaget af at tilfredsstille mine fysiske sanser, bliver jeg grådig?

❣️ Kan jeg flytte mig, eller hænger jeg stædigt fast i, at alt skal være, som det plejer? Er jeg omvendt i stand til at fastholde det, der tjener og nærer mig?

❣️ Har jeg jordforbindelse? Gror jeg dybe rødder, eller svæver jeg væk? Som et af mine yndlingsmennesker plejer at sige: ”Uden stærke rødder vælter selv det fineste, spirituelle træ.”

❣️ Lader jeg mine tanker løbe løbsk, eller kan jeg stilne dem, så jeg kan se klart?

❣️ Kan jeg stilne mine tanker så meget, at jeg inde bagved fornemmer min virkelige væren, det åndelige kærlighedsvæsen, jeg er?

Husk, at det alt sammen kun er til inspiration, mærk efter, hvordan Tyren føles i dig.

Dette indlæg er en let redigeret udgave af dagens tekst i den gruppe om De 12 hellige nætter, jeg kørte på Facebook henover julen 2021. Forløbet gav mig lyst til at gå endnu dybere i de 12 tegn og deres vidunderlige gaver. Følg med på Facebook, Insta eller mit nyhedsbrev, hvor jeg i løbet af de næste par uger lancerer et helt års forløb gennem de 12 tegn, hvis det kunne være noget for dig 💖