Tyren, Vulkan og Guds Vilje

Det følgende er et indlæg fra Facebookgruppen Haumeas Cirkel – du er velkommen til at være med, hvis det lyder som noget for dig ❤️

Jeg har gået lidt om den varme grød i forhold til, om jeg skulle dele det her. Men så kom jeg i tanke om, at min lærer for nylig kaldte mig ”kylling”, fordi jeg godt kan have svært ved at turde dele mine egne oplevelser og erfaringer med det guddommelige, som er det, jeg blandt andet er her for at bidrage med – som vi har hver vores. Og jeg gider da ikke være en kylling.

Og så synes jeg også, det er godt få med – for den næste uges tid går vi dybere i strålerne og den kosmiske Tyr, og her kommer vi for alvor til at støde på Vulkan: Guds Vilje, Lyset, som stråler mod os fra den kosmiske Tyrs øje. Og så er det godt at få defineret, hvad “Guds Vilje” egentlig er for en størrelse. Det kan man læse vidt og bredt om alle mulige steder, men det, jeg deler her, er min helt egen, personlige oplevelse med Gud og Guds Vilje.

Jeg har i dette liv været så velsignet, at jeg under ceremoni, i natlige drømme og i en slags ”udfald” ud af tiden, fx midt under en gåtur i skoven, i badet eller midt i en Netflixserie, har befundet mig lige dér i midten, i lyset, i samvær med Gud. Jeg kalder den ufattelige bevidsthed Gud, men jeg kunne lige så godt sige Gudinden, Fader-Moder-Gud, Universet, Lyset, Livet, Den Ene, The Great Spirit, O. Kært barn har mange navne, og ingen navne kan alligevel dække det, som er så ufatteligt.

Det følgende er alene min oplevelse. Jeg vil ikke påstå, at det er sandheden, for det, jeg har fået lov til at erfare, er så ufatteligt for min lille hjerne, og jeg kender ikke – og kan slet ikke forstå – hele sandheden. Eller bare en lille flig af den. Og hvordan formidler man det ordløse? Jeg kan blot forsøge, efter bedste evne, at formidle min indre oplevelse af Guds Vilje. Ingen ord er i virkeligheden dækkende, og ordene er i hvert fald mere ord til sjælen og til hjertet end til forstanden:

KÆRLIGHED, SKØNHED, GLÆDE, FÆLLESSKAB

Gud – og Guds Vilje – er Kærlighed. Så kort kan det egentlig siges. Ikke en pussenusset, lille, betinget kærlighed, men en alt-favnende, alt-elskende, alt-tilladende, alt-til-givende, alt-tålende, alt-frisættende, fuldkommen ubetinget, evig, strålende, ekspanderende og skabende Kærlighed. Den lim, som binder alt sammen, den kraft, som heler alt, og som vi til enhver tid kan åbne os for – fordi vi ER den. Vi ER Guds Vilje. DU er Guds Vilje. INTET findes uden Guds Vilje – eller din.

Og Guds Vilje er Fællesskab. Fader-Moder-Barn. Fader-Søn-Hellige Ånd. Ikke tre adskilte væsner, men tre-i-en, eller en-der-er-tre, et fællesskab, som lever, ekspanderer og skaber i, med og til Kærlighed. I Fællesskab. I Skønhed og i Glæde.

Men midt i den ufattelige, ekspanderende Kærlighed opstod en “tanke” uden for tiden. ”Hvad nu hvis der ikke var fællesskab, hvis jeg bare var mig, uden Gud og den Hellige Ånd, hvad nu, hvis der kun var MIN vilje” – og så farede vi vild (det her er virkelig fattigt beskrevet, jeg mangler ord – måske kommer de i Tvillingens sæson, hvor dette beskrives nærmere). Vi begyndte at skabe uden Lyset, uden Gud, uden Kærligheden, uden Fællesskabet, og fordi Gud er alt-elskende og alt-tilladende, er det en erfaring, vi må gerne må få, hvis vi vil. For Kærligheden giver og tillader ALT. Det er ikke det samme, som at det er det, Gud ønsker for os, for Guds Vilje er Skønhed, Kærlighed, Glæde, Fællesskab – vi vælger bare om og om noget andet. Og det må vi godt – der ingen dom, ingen straf, ud over den, vi påfører os selv ved at sætte os uden for Kærligheden, for hvor fedt er det lige? Viljen er fri, for den er som Guds. Vi kan til enhver tid vælge at være i illusionen om, at vi er uden for fællesskabet, uden for Kærligheden (det kan i virkeligheden slet ikke lade sig gøre, men er blot en form for projektion).

Men vi kan til enhver tid vælge om. Jeg ved om nogen, at det ikke altid føles sådan, engang syntes det mig fuldkommen umuligt at vælge noget andet end lidelse og smerte – lige indtil det ikke var. For vi er aldrig alene, hele tiden smeder smedeguden Vulkan, Guds Vilje. Hele tiden banker han på, hele tiden kaldes vi hjem, hele tiden kalder Kærligheden på os, hele tiden udsættes vi for hændelser, oplevelser, erfaringer, som kalder os hjem, fordi lidelse og smerte ikke ønskes for os. Ligesom vi ikke er hele uden Gud, er Gud ikke rigtig hel uden os, og Viljen og Kærligheden drager os hele tiden mod hinanden – selvom det af og til kan føles som det modsatte. Det er et spørgsmål om bevidsthed. I virkeligheden er vi aldrig adskilt.

Og fordi vi er skabt i Guds billede, fordi vi ER i fællesskab med Gud, uanset om vi er bevidste om det eller ej, er Guds Vilje det samme som vores vilje. ALLES vilje er i virkeligheden strålende kærlighed, skønhed, glæde og fællesskab. Så mange af os har bare glemt det. Der er ingen dom, ingen ”karma” – forstået som straf – der er kun læring, vejvisere, erfaringer, pejlemærker, som viser os Vejen. Der er ingen fordømmelse, kun uendelig medfølelse. Vi er elskede. Altid.

Det kan være svært at vende om. At ”omvende sig”. Gennem generationer og æoner har vi påført hinanden traumer, lidelse og smerte, det er arvesynden, og derfor kan det kræve en hel del refleksion, terapi, meditation, hjertevej, menneskelige og himmelske hjælpere og en pæn portion VILJE, før vi når hjem igen. For Guds Vilje er så STRÅLENDE og så KRAFTFULD, at vi først kan opnå bevidst adgang til disse lysende, skabende kræfter, når vi atter er blevet kærlighed, skønhed, glæde, fællesskab. Når vi ønsker at TJENE fremfor at FÅ. Når vi virkelig MENER det. Når vi virkelig har fået nok af at være uden for fællesskabet. Når alt i os – generationers arvesynd; alle traumerne, al lidelsen, smerten og trangen til at udadreagere i krig, fordømmelse og projektioner, al trang til at være grådige og ville have kun for os selv – for evigt er helet (under indflydelsen fra Skorpionen), kan vi endnu engang være bevidst hjemme i det åndelige, strålende kærlighedsvæsen, vi ER, og som vi hele tiden har været. Da er vi atter i fællesskab. Da er en del af helheden, af fællesskabet, af Sønnen/Datteren helet en lille smule mere. Da er den fortabte søn vendt hjem. Dét er den indre vej: At afvikle alt det, som vi valgte, som skilte os fra fællesskabet.

Og da drager Sønnen, fra Stenbukken, endnu en gang ud i formens verden for at hente alle de andre vildfarne hjem. For vi behøver ikke lide. Vi behøver ikke være fanget i smerte. Vi behøver ikke være alene. Og vi får ALTID hjælp, når vi beder om det. Vi er ALDRIG alene. Der er ingen steder, Gud ikke er.

Vi har bare glemt det. Men hvert sekund, ved hver en tanke, ved hver en handling, ved hver en beslutning, store som små, har vi et valg: Vil vi fællesskabet, eller vil vi ensomheden? Vil vi medfølelsen, eller vil vi fordømmelsen? Vil vi smerten, eller vil vi glæden? Vil vi vores eget begær, eller vil vi Guds Vilje? Vil vi have, eller vil vi (til)give?

Min vilje ske, eller Din?

Det er så enkelt, men det er ikke det samme som, at det nødvendigvis er let.

Men valget er frit. Og når vi tager ét ærligt, hengivent, dybtfølt skridt mod Gud, kommer Kærligheden stormende os i møde, for der ønskes ikke andet for os. Men vi må selv VÆLGE det. Og vi er fuldkommen uendelig elskede, uanset hvad vi vælger.

Intet kan nogensinde ændre på, at Guds Vilje for os er Kærlighed, Skønhed, Glæde og Fællesskab. Og han kalder hele tiden.

Tør vi lytte?

❣️❣️❣️❣️

Det er altså, hvad jeg mener, når jeg nævner Guds Vilje: Kærlighed, Glæde, Skønhed og Fællesskab. Guds Vilje er ALDRIG smerte, lidelse, ensomhed, krig, fordømmelse, død. Men det er ofte VORES vilje. Lige indtil vi vælger noget andet.

 

I kærlighed og i fred,

Kira ❣️