Pluto – underverdenens hersker

Pluto

Pluto er tilsyneladende overalt i øjeblikket. Han fylder i mine klienters horoskoper, folk, jeg kender, gennemgår heftige transit-Pluto-processer og sågar hele verden ligger i disse år spændt ud i et t-kvadrat, som Pluto dominerer.

Så hvad er han for en, ham Pluto? Han har i hvert fald ikke særlig meget tilfælles med den Pluto, vi kender som den fjollede hund i Anders And. Nej, Pluto er Hades, han er underverdenens hersker, og han er den anden tærskelvogter, vi møder på vejen indad. Og han kan være hård. Benhård.

For Pluto-processer handler ikke om feer, enhjørninge og englemusik. Pluto river os op med rode, ryster os, så alt det gamle, udtjente jord og alskens skadedyr falder af os, før han potter os om på ny og giver os en ordentlig tur med vandslangen, så det føles, som om vi er lige ved at drukne, før han lader os sunde os lidt i solen og komme til kræfter igen. Hans virkning er langvarig, som i livsvarig, og han er bestemt ikke for børn.

Pluto er underverdenens hersker, han hersker i Skorpionen og handler om magt, kontrol, skygger, angst, dominans, tabuer, intensitet, manipulation og død. I det personlige horoskop giver han hints om karmiske processer, om livsvigtige valg, og om, hvor vi er lukket ned, men kan blive helt åbne, hvis vi vil.

For han er også urkraften, som genføder os, giver os viljestyrke, transformerer os og i sidste ende beder os om helt at overgive vores vilje; ”Ikke min vilje, men Din”. Esoterisk hersker han i Fiskene, som ultimativt er enden på rejsen og en fuldstændig sammensmeltning med det guddommelige; den fuldstændige overgivelse af en enhver form for kontrol, enhver form for egen vilje. Overgivelsen af Selvet.

Globalt står han lige nu som apex i et T-kvadrat med Eris (sandheden) og Haumea (naturen), og i det øjeblik, han i starten af 2020 gik i konjunktion med Saturn (konsekvenser), begyndte vi for alvor at se konsekvenserne af den måde, vi behandler naturen på. Og lur mig, om vi ikke vil se større og mere alvorlige pandemier eller andet i den dur, hvis vi ikke vælger (Pluto) anderledes i forhold til den natur, vi er en del af. Der tales allerede om den næste store pandemi, som meget vel kunne blive svineinfluenza, og det ville jo være en slags karma in face. Vi KAN ikke blive ved med at behandle naturen og dyrene, som vi gør, uden alvorlige konsekvenser. Den sandhed (Eris) må vi se i øjnene.

Og det er jo det, med Pluto. Inden han folder sig ud for alvor, får vi som regel alle mulige små og fine hints, men hvis vi ikke lytter, kan Pluto slå rigtig, rigtig hårdt. Død-genfødselsprocesser er sjældent morsomme at stå midt i, men bagefter ville vi sjældent ønske os noget andet. For han transformerer som ingen anden, og på den anden side af dødsprocessen venter et helt nyt liv. Metaforisk eller helt konkret.

Jeg oplever Pluto som en slags maskulin udgave af Kali, om hvem jeg engang læste følgende: Hun er det guddommelige feminine princip, som dræber alt det, der ikke er bæredygtigt/levedygtigt. Det er meget præcist. Og sådan er det også med Pluto. Det kan virke råt og intenst og utrolig smertefuldt, men i sidste ende er det altid til vores eget bedste.

Lidt mere nede på jorden, i det personlige liv, handler Pluto blandt andet om frygt og kontrol. Jo mere bange, vi bliver, jo mere vil vi kontrollere, og så opdager vi, at vi faktisk ikke kan kontrollere særlig meget, og så bliver vi endnu mere bange og vil kontrollere endnu mere. Og så videre. Og det bunder alt sammen i frygt. Derfor hedder løsningen: Tillid (Jupiter). Og det er det, der er på spil i øjeblikket, i det personlige liv, såvel som for hele menneskeheden, og det kan føles endnu mere intenst, hvis Pluto f.eks. transiterer følsomme punkter i fødselshoroskopet. Vi bliver bedt om at VÆLGE nu.

Jupiter – tillid, kærlighed, glæde, gavmildhed –  hersker esoterisk i Vandbæreren og altså i den tidsalder, vi er på vej ind i, og Jupiter hersker esoterisk i hjertechakra. Derfor hedder tidens løsning på alle Pluto-problemer, personlige, såvel som kollektive: Vær i hjertet. Hav tillid. VÆLG (Pluto) kærligheden. Jupiters esoteriske motto er: ”Alt til alle altid”, og det kunne vi såmænd godt lære en del af.

For sådan er det jo:

Kærligheden overvinder alt. Selv Pluto. Og det siger ikke så lidt.

(Pluto ER selvfølgelig også kærlighed. Alle planeterne vil os jo det bedste. Men med Pluto kan det være – men er det ikke altid – en temmelig rå form for kærlighed, vi får at føle.)