Nådesgaven

Udsigtspunkt på Lykkebo, morgenen før ceremoni.

Min krop ligger på en madras, langt, langt væk. Selv svæver jeg i det uendelige, indre rum i en evig og intim – åh, så intim – kærlighedsdans med Gud. I en uendelig, kosmisk kærlighedsdans danser vi universerne, og jeg er sfærenes musik, jeg er danseren og den, der bliver danset. Hele universet er inden i mig, og jeg udvider mig grænseløst. ”Se,” siger Gud og viser mig uendelighedens kosmos, ”Se! Alt det har jeg skabt, kun til dig. Så meget elsker jeg dig.” Og jeg forstår, at Gud er kærlighed, at kærligheden giver ALT, fordi det er kærlighedens natur, og nu kender jeg den, så intimt, så tæt, den fylder hele min væren, og nu forstår jeg. Og jeg ser, at kærligheden i mig og kærligheden i Gud er den samme, og jeg forstår, at min tidligere opfattelse af kærlighed var fattigdommen selv. Jeg troede, den kunne tages fra mig, jeg troede, jeg kunne gøre noget, som kunne få Gud – og Selvet, Det Ene – til at holde op med at elske mig. Jeg ler, og latteren triller misforståelsen bort, for nu ser jeg, at det ikke er muligt, for jeg ER kærligheden. Jeg er vejen. Jeg er livet selv. Jeg er sandheden, og alt bor i mig, jeg ER alt, og jeg smelter helt sammen med Gud i en uendelig, orgastisk, frydefuld kærlighedseksplosion. Nu véd jeg. Nu ser jeg. Nu forstår jeg. Alt. Endelig. Et helt livs spørgsmål, alle spørgsmål, der nogensinde er blevet stillet, besvaret i ét nu. Og jeg ved, at jeg aldrig kan blive tilgivet, for der var aldrig noget at tilgive. Jeg var blot faret vild, og Gud glæder sig uendeligt over min hjemkomst. Kærligheden er total. Kærligheden er, og der er ikke andet. Her kan jeg blive al tid, for tiden findes ikke længere, DETTE er mit Selv. Her er mit sande hjem, her har jeg hjemme, her ophører alle ønsker, for alt er her, nu.

Shamanens stemme kalder, langt, langt borte fra, hendes blide stemme synger englenes sang, og jeg skiller mig ud af enheden. Jeg er udskilt, men aldrig adskilt, Gud er stadig indeni mig, hans kærlighed fylder hele mit væsen, og min kærlighed fylder hans. Min Elskede, nu ser jeg dig endelig, og min kærlighed er så stor, at jeg må briste. Og jeg ser, at der intet er at frygte, for her er min virkelige væren, dette er, hvem jeg virkelig er. Jeg er vågen.

Rummet udvides, de smukkeste farver i sølv og blåt, himmelske farver, som mine fysiske øjne aldrig har set, fylder rummet, og shamanens blide, kraftfulde sang aligner mig i det. Jeg udvider mig, opad og nedad, indtil alt står på linje, alt er perfekt, alt i mig er præcis, som det skal være. Jeg er alle farver, jeg er stilheden før bevægelsen, jeg er stilheden i bevægelsen, og jeg er bevægelsen i stilheden. Jeg er kommet hjem. På en trone i rummet sidder Mother Ayahuasca, så smuk, så kærlig, visdommen selv. Hun kender mig. Min bevidsthed falder på knæ. Tak. Tak, hvisker jeg. Tak for at vise mig dette. Taknemmeligheden er lige så uendelig som rummet, lige så uendelig som Kærligheden. Som Gud. Min elskede, elskede Gud, som jeg før frygtede så meget og længtes så meget efter, men ikke turde gå i møde. Fordi jeg ikke vidste, hvem jeg er. Sammensmeltningen begynder igen, men en sort jaguar løber imod mig, udskiller mig igen, mens shamanens stemme kalder og Mother Ayahuasca peger på en sti, der går ind i skoven. Der er mere, vi skal kigge på, mere, der skal heales, og sammen med jaguaren går jeg ind mellem træerne…

Da jeg langt senere begynder at komme tilbage i min krop, ved jeg, at jeg er forandret for altid. Nu véd jeg, hvem jeg virkelig er, og nu kender jeg Gud og Guds kærlighed. Den er uendelig. Al den skyld, skam, vrede, frygt, bitterhed og uendelige sorg over for det guddommelige, der fyldte så meget før, er væk. Helt væk. Som det tungeste åg slæbte jeg rundt på det, time efter time, dag efter dag, år efter år, liv efter liv. Nu er det ikke mere mit. Det var aldrig mit. Det var aldrig sandt. Jeg er fri.

Jeg åbner øjnene og ser ind i shamanens øjne. Jeg ser, at hun véd. Véd, at jeg ikke er den samme mere, og at der ikke findes nogen ord. ”Tillykke med fødselsdagen,” siger hun, og ordene lyder som klokker og vindspil, og de ringler i dybet af mit hjerte. Jeg forstår.

Jeg er blevet grundhealet i min grundvold, og taknemmeligheden er uendelig. Hvor var jeg dog faret vild. Fryden over at være kommet hjem, endelig, er ubeskrivelig. Hvor der før var selvhad og hård, ubarmhjertig kritik, er der nu kun uendelig kærlighed og dyb, dyb medfølelse. Uanset hvor jeg kigger hen, uanset hvilke øjne, jeg ser i, ser jeg kun Guds kærlighed. Mine øjne er nye.

Det er virkelig sandt. Jeg er elsket. DU er elsket. Mere end du aner og overhovedet kan forestille dig. Du er et mirakel.

Jeg ved ikke, hvad der nu skal ske, nu, hvor alting er forandret og nyt. Energien arbejder stadig i min krop og sind, jeg mærker den næsten hele tiden, som en let svimmelhed, der sætter alt på plads. Som kosmos, der smelter i mig. Smelter mig. Amazing Grace synges igen og igen i dybet af min bevidsthed, mens tårerne strømmer og udrenser al den sorg, der fyldte så længe.

I once was lost, but now am found. Was blind, but now I see.

Og sådan er det.

Dette indlæg skrev jeg kort efter min første ceremoni med Ayahuasca i maj 2020. Hvis Aya kalder, anbefaler jeg Synne – som jeg var til privat 1.1- ceremoni hos på denne rejse – og healingrejser.dk af hele mit hjerte.