Mørkemændene

Jeg har allerede rejst i tusinder af år. Tiden er stoppet, tiden varer for evigt, tiden er uendelig, tiden findes ikke mere. I den rest af bevidsthed, jeg har tilbage af at være mig, fortvivles jeg – så meget information kan jeg ikke rumme, så megen skønhed, så meget mening, det er ufatteligt. Rejsen har allerede været så lang, jeg kan næsten ikke mere, men Mama Aya er ikke færdig med mig. ”Vi har meget, vi skal nå, rejsen er først lige begyndt,” siger hun. Jeg sukker i afmagt, og alt bliver sort.

Jeg befinder mig i et rum under jorden, belysningen er dunkel. Sorte vægge, sorte lys, sorte øjne. Jeg ligger på en forhøjning i rummet – er det et alter? – og rundt om mig står mørkemændene. Jeg er helt alene med deres kulde og deres ondskab, og smerten er så intens. De skærer i mig, de stikker sylespidse ting ind i mig, de skærer i min tunge og mine læber og i mit skød, og deres øjne er kolde og hårde, og jeg er helt, helt alene med min blødende krop og mit blødende hjerte. Jeg drager et lettelsens suk, da døden endelig befrier mig.

Men døden er ingen udfrielse, for nu ligger jeg på et koldt stengulv. En anden tid i et andet liv. Væggene omkring mig er af rå klippe, rå, upolerede sten, og tunge, rustne jernstænger spærrer vejen ud. Jeg er nøgen, jeg fryser, min mund er tør som en ørken, og maven trækker sig sammen i smertekramper af sult. Og jeg er helt, helt alene. Jeg ved, at jeg skal dø her.

Liv efter liv fører Ayahuasca mig igennem, død efter død, hvor jeg brændes, ødelægges, besudles og dør. Alene. Igen og igen. De dræber mig, mørkemændene, fordi jeg sang, fordi jeg brugte min kraft, fordi jeg elskede. Så jeg tav. Og jeg besluttede aldrig at bruge min kraft eller synge med sjælens stemme igen. Det er alt, alt for farligt. Mørkemændene er så mange.

Og de er her endnu, mørkemændene, de er i min hals, i mit hjerte, i mit skød. Klistrede energetiske entiteter har sat sig fast i mig, jeg har ladet dem lukke mit køn, slukke mit hjertelys og dræbe min stemme, men jeg vil ikke mere. Tiden er kommet. Min kraft er så stærk. Shamanen er omkring mig, hun synger for mig, hun rører ved mig, hun suger entiteterne ud af mig og spytter dem ud, og endelig, endelig, endelig kommer det: Jeg råber. Højt og vredt og befriende. Min stemme er kommet tilbage.

Jeg råber igen og igen, højere og højere og vredere og vredere, tusinder af års sorg og vrede og smerte presses fra bunden af mit skød, ud gennem min hals og min stemme, jeg kan ikke råbe højt nok, jeg råber og råber og råber, jeg spytter af væmmelse og råber og spytter, før alt pludselig bliver stille.

Helt, helt stille. Rummet er stille, jeg er stille, shamanen er stille.

Jeg trækker vejret ind. Og da jeg ånder ud, begynder jeg at synge. Stemmen kommer fra mig og ikke fra mig, noget synger med min stemme, nogen synger i mig, jeg bliver sunget. Og jeg mærker, hvordan sangen bevæger sig rundt i rummet og rundt i min krop og bevæger alt, der var stivnet dér.

Og Ayahuasca viser mig, at jeg ikke behøver tie stille mere. Mørkemændene er væk. Hun viser mig, at det er tid til at bruge min stemme, tale min viden, synge min sang. Og hun fører mig op, op, op til der, hvor jeg hører hjemme, og jeg synger ikke længere alene, et himmelsk kor synger sammen med mig, og sangen fører mig til mig selv. Til den, jeg virkelig er.

Og i min stjernekrop synger jeg universernes sang, mens jeg langsomt lander i min jordiske krop, og mine jordiske øjne åbnes.

Jeg er tilbage. I dette liv i denne krop med denne stemme. Jeg sætter mig op og ryger Mapacho og synger med shamanen, mens vi taler om kvinder og hekse og skød og død og om ikke at turde være sig selv og bruge sin stemme.

Mørkemændene findes stadig derude.

Men de har ikke længere magt over mig.

Og de får det aldrig igen.

 

 

Kunne du tænke dig at synge sammen med mig? Vi mødes i cirkel i et trygt og helligt rum med andre kvinder, synger sjælens sang, taler om feminin saft og kraft og siger alt det, vi ikke tør sige. Send mig en uforpligtende mail på info@kiramadsen.dk , så får du nærmere information, når cirklen starter op. (Du behøver ikke være skønsanger eller have en tone i livet. Alle lyde, alle stemmer er velkomne, og du er præcis, som du skal være.)