Dværgplaneten Haumea blev navngivet i 2008, opkaldt efter Modergudinden på Hawaii. Haumea er en relativt lille og fjern planet, men hendes virkning er stor, for hun handler om selve livet – og dermed også om døden. Gennem Haumea kan vi undersøge, hvad der er liv i, og hvad der haft sin tid og må dø.

Haumea er også livgiveren, det guddommeligt feminine, og hun blev navngivet samtidig med Makemake, det guddommeligt maskuline. Sammen er de kommet for at inspirere os til en ny måde at leve på. Vi kan vælge at være i verden som ”levende døde” og ubevidst blive ved med at udspille gamle traumer og normer, eller vi kan vælge at dykke dybt i os selv og blive de åndelige, strålende kærlighedsvæsner, vi i virkeligheden er.

I Facebookgruppen Haumeas Cirkel dykker vi med astrologien som vejviser ned i livet, ned i hjertet, ind i sjælen, langt ind i de guddommelige og indre mysterier. Vi genopdager glemte dele af os selv, vi kigger på det liv, vi lever, og undersøger, om der måske er en anden måde at være på. En mere kærlig måde. En mere ægte måde. En mere levende måde.

Vi følges med Solen gennem de 12 stjernetegn, de 12 visdomslærere, og modtager hver måned deres vidunderlige gaver. Jeg går indimellem live på video og går mere i dybden med et emne, og indimellem vil jeg invitere til fysiske cirkler. Der vil også komme andre relevante opslag, når energien vil, og først og fremmest følges vi ad. For sammen kan vi så meget mere, end vi kan alene, og i Haumeas Cirkel kan vi holde hinanden i hånden, inspirere hinanden, lære af hinanden og dele med hinanden.

Det er gratis at være med i gruppen, men hvis du kan bruge det til noget og har lyst og råd, tager jeg gerne imod frivillige donationer. Men det er absolut ikke et krav.

Du er velkommen. Præcis som du er 💖

Du finder Haumeas Cirkel lige her.