Fra supernova til tennisbold

Alt er smerte. Rendyrket, vild, hæslig, rædselsfuld smerte. Fysisk, følelsesmæssigt, mentalt, sjæleligt, smerte, smerte, smerte. Ayahuasca er i mine årer, i mine knogler, i mine celler, i alle mine legemer, og hun gennemtæsker mig. Det gør så ondt, så ondt, så ondt, aldrig har jeg haft så ondt, men jeg stoler på hende. Stoler på hendes medicin. ”Jeg stoler på dig,” siger jeg, ”jeg er villig, jeg er din, gør med mig, hvad du vil.”

Jeg tror ikke, det kan gøre mere ondt, men smerten intensiveres, alt er smerte, min krop rystes og vrides og brændes, mens Aya viser mig den ene situation efter den anden, hvor jeg er fordømmende, hvor jeg er falsk, hvor jeg projicerer, hvor jeg er i kontrol, hvor jeg ikke har tillid, hvor jeg er grim, hvor jeg er egoistisk. Det er så hæsligt og så rædselsfuldt, at jeg er sikker på, jeg må dø, ingen kan overleve dette.

Jeg overgiver mig til døden, men Aya viser mig, at jeg ikke er ved at dø, men at hun er ved at pille lag af mig. Alle de lag, jeg har lagt rundt om mit rene, åbne, sårbare hjerte. Rundt om min sjæl. Det føles som at blive flået levende, som at blive brændt levende, kroppen er 100 grader varm, jeg koger. ”Hold ud,” siger hun, ”hold ud, det får ende.”

Og jeg holder ud. I timer, der føles som tusinder af år, ånder og stønner og græder og snotter og savler jeg mig gennem den vildeste smerte, jeg nogensinde har kendt, og jeg ser samtidig, at denne smerte intet er i forhold til den smerte, det er at gå gennem livet med et panser uden om hjertet, at spille roller, at gemme mig bag masker og dømme, frygte, projicere, kontrollere, tvivle.

Og det får ende. Endelig får det ende, og Aya vugger blidt mit hjerte i sin favn, mens jeg puster ud. Min krop er mørbanket. Og hun fører mig tilbage. Jeg er spæd, jeg er barn, jeg er en ung pige, og hun viser mig den ene situation efter den anden, hvor mit hjerte bristede og bristede og bristede, så jeg for at overleve måtte gemme det bag tykke, stålarmerede mure, hvordan jeg måtte vende frygten og smerten udad mod de andre, som også måtte gemme sig bag tykke mure og tage masker på udenom deres bristede hjerter, indtil vi alle sammen helt havde glemt, hvem vi er. Helt havde glemt, at vi er kærlighed. Helt havde glemt, hvor forbundne vi er, og hvor meget vi elsker hinanden. Indtil vi blot er masker, der interagerer med masker. Smerter, der interagerer med smerter.

Og medfølelsen er total. Kærligheden i mig er total, og jeg aflægger et løfte: At jeg efter bedste evne vil være til stede i verden med mit rene, åbne hjerte. At have medfølelse frem for at dømme. At elske frem for at kontrollere. At have tillid frem for at frygte. At være menneske frem for maske.

Jeg er god nok, som jeg er.

Og jeg vugges blidt i kærligheden, mens shamanerne synger, og jeg svømmer hen i deres sang, mens jungledrikken langsomt forlader min krop, og jeg vender tilbage til denne virkelighed.

Jeg åbner øjnene og ser mig omkring. Ser på de andre kroppe, de andre mennesker på de andre madrasser og ved, at også de har været på rejse, og jeg bliver slået af kærlighed til dem. Deres mod og deres villighed, og jeg ser dem så tydeligt, hjerterne, sjælene, bag de tykke mure af beskyttelse. Og jeg må lægge mig ned igen. Kærligheden slår benene væk under mig.

 

Shamanerne siger, at healing gør ondt, og jeg har før hørt udtrykket at ”få tæsk af Aya.” Nu ved jeg, hvad det betyder, og hvor fuldkomment sindssygt det er, men jeg har overgivet mig totalt.  Hun må gennemtæske mig igen og igen og igen, hvis det er det, der skal til (men heldigvis giver hun ikke kun tæsk). På bare to ceremonier har hun taget den supernova af forkerthed, skam, mindreværd og skyld, der boede i min mave, og gjort den til en lille bitte, blød tennisbold. Jeg er ikke den samme mere. Eller.. Jeg er endnu mere mig end nogensinde. Det er ren magi. Det er vanvittigt hårdt arbejde, det er ikke for alle, men det er for mig. Det er så meget for mig.

Jeg kan ikke andet end at bøje mig i støvet, ikke kun over for Aya, men også over for Synne og Bjarne, som ledte ceremonien, og de guides, der hjalp undervejs. Jeg er så ydmyg og så taknemmelig og så mystificeret, at det er helt uden for beskrivelse. Tak er kun et fattigt ord, men…

Tak. Af hele mit hjerte.

Tak.