Den indre vej – vejen hjem

Jeg taler ofte om at gå ”den indre vej”, og i dag fik jeg lyst til at skrive lidt mere om, hvad jeg egentlig mener med det.

Den indre vej kaldes også ”vejen mellem de to store kraftlinjer”, og den er vejen hjem. Disse kraftlinjer afbilledes utallige steder i alkymistisk symbolik, blandt andet som de to søjler Jachin og Boaz, som blandt andet ses hos Ypperstepræstinden og Månen (her som tårne) i tarot. De to søjler repræsenterer det maskuline og feminine, materien og ånden, mørket og lyset, yin og yang, det positive og negative princip, Solen og Månen, de to poler, som skabelsen hviler på. De to søjler ses også i blandt andet Vægtens symbol, som esoterisk er porten til den indre vej.

Tarot

Hos Ypperstepræstinden ses et forhæng mellem de to søjler, adgangen til Vejen er stadig spærret af Isis’ slør , Mayas slør, vi er stadig ubevidste om, hvem vi er og fanget i materien.

Hos Månen er vejen mellem kraftlinjerne synlig, sløret er væk. For det er først, når vi begynder at vågne op fra den ubevidste søvn, at vi bliver bevidste om, at der overhovedet er en vej. Hos Månen ses også Solen, for disse to er uadskillelige på den indre vej.

I den personlige astrologi er Månen vores følelsesliv, men i den esoteriske astrologi er Månen hele personligheden, hvis’ dominans må afvikles, for at sjælen og den åndelige impuls kan trænge igennem tågerne. Dette sker blandt andet i Skorpionens dybder.

Månen skjuler Uranus, siges det i den esoteriske astrologi, og det betyder, at så længe vi ubevidst re-agerer/genudspiller vores traumer, (familie)karma og -mønstre og tillærte samfundsnormer (Månen), er vi ikke frie (Uranus) til at være de åndelige væsner, vi er. Her er det Merkur, som hersker hierarkisk i Skorpionen, der styrer processen mod mere og mere bevidstgørelse.

På den anden side, den anden søjle, er Solen, vores åndelige Selv, lyset. Efterhånden som vi bevidstgør og rydder op i flere og flere lag af det ubevidste (Månen), bliver der plads til større og større lysindstrømning fra de højere dimensioner, ånden kan så at sige trænge mere og mere igennem, og processen styres af Vulkan, som er skaberkraften og det åndelige væsen, som lader sig inkarnere, ”korsfæste” på materiens bevægelige kors (mere om det en anden gang). Vulkan flænger Isis’ slør oppefra, fra kronchakra, og lader ånden trænge længere og længere ned i materien. Himlen ned på jorden.

Den tredje vej

Man kan sige, at den indre vej har to sideløbende processer, som smelter sammen i en tredje – derfor kaldes den indre vej også ”den tredje vej”. På den ene side rydder vi op i gamle traumer, projektioner, overbevisninger, betingelser, familiekarma og bevidstgør de samfundsnormer, vi er præget af – og på den anden side bliver vi mere og mere bevidste om at være åndelige kærlighedsvæsner, som er her for at bidrage med noget.

På den indre vej, den tredje vej, har vi et ben i begge verdener. Vi er fysiske mennesker med en personlighed, som virker i en dagligdag i den fysiske verden, OG vi er åndelige væsner, som virker i flere dimensioner. Den virkelighed, vi kan virke i, bliver altså større og større og større, efterhånden som vi går vejen, fordi vi får adgang til mere og mere bevidsthed og mere og mere af den væren, vi i virkeligheden er og rummer. Den tredje vej er vejen mellem ekstremerne, det er balancen mellem to poler, som med fordel kan anvendes mange steder i livet. Ekstremer fører sjældent noget godt med sig. Vi er altså ikke kun fysiske, og vi stræber ikke hele tiden kun mod de højere luftlag og mister derved jordforbindelsen, men går vejen imellem i balance (efter bedste evne). Det er vejen, hvor vi lag for lag skræller alt det af os, som skygger for vores indre lys.

Til en start er vi altså fuldstændig ubevidste om vores virkelige væren, symboliseret ved en ufremkommelig skov uden stier eller pejlemærker, fyldt med kviksand, sumpe og farlige rovdyr. Forvirrede, ubevidste, vrede og frygtsomme løber vi forvildede rundt i skoven, indtil vi en dag får øje på bjerget; vi begynder at blive opmærksomme på, at der måske er mere, og at der måske er en vej ud af tågerne. Dette er det søgende stadie, hvor vi begynder at kæmpe os gennem skovens ubevidste vildnis, indtil vi en dag står ved foden af bjerget og ser Vejen. Det er en til tider ensom, smal, stejl, ufremkommelig og stenet vej, men skridt for skridt går vi op ad bjerget, indtil vi på toppen som den fortabte søn er vendt hjem. Hjem til Gud, hjem til os selv. Hjem til kærligheden.

Lys i mørket

I astrologien findes toppen af bjerget i Stenbukken, her har vi fået alle vores drømme og længsler opfyldt – og hva’ så? ”Hensunken er jeg i overjordisk lys, dog vender jeg dette lys ryggen,” lyder Stenbukkens esoteriske motto, for nu tager Stenbukken lyset med sig ned i dalen og skoven for at hjælpe de andre vildfarne sjæle. Også symboliseret ved vintersolhverv og julemysteriet, hvor lyset fødes i den mørkeste nat.

Dette symboliseres også ved Jacobstigen, som vi alle sammen befinder os et eller andet sted på. Nogle er højt oppe, andre er langt nede, nogle et sted i midten, og her er kunsten, at vi rækker en hånd ned til dem, der er på trinnet under os, og en hånd op til dem på trinnet over os. På den måde hjælper vi hinanden hjem. We are all just walking each other home, som shamanerne siger.

Den indre vej er ikke en let vej, men der er ingen vej tilbage, når man har taget de første skridt. Som min lærer siger: ”Man kan ikke lade som om, man ikke har bevidsthed om noget, hvis man først har det – i hvert fald ikke uden massive mængder alkohol” – eller andre substanser, skulle jeg hilse og sige 😉 Og selv dér bliver det svært, for uanset hvor meget vi dulmer, véd vi stadig. Og det er dobbelt pinsel.

Men det er, som sagt, ikke en let vej. Det er – til tider – rocker-hårdt arbejde at bevæge sig ned i de skorpionske dybder og lyse på det, der findes der, det kræver blod, sved og helt utroligt mange tårer – men hold da op, hvor er det det værd. Det, vi får igen, er selve Kærligheden – ikke den lille, betingede kærlighed, men en fuldstændig altomfattende, ubetinget kærlighed. For dér, på den anden side af Isis’ slør, for enden af vejen, ved toppen af bjerget, opgives det lille selv og smelter sammen med den guddommelige væren, Selvet. På vejen opleves denne sammensmeltning, denne ufattelige kærlighed, i glimt, og det får os til at gå endnu et skridt og endnu et, selv når vejen synes helt ufremkommelig, og det føles, som om vi er faret vild for good.

Det er ikke sådan, at når vi går vejen, bliver alt fryd og gammen. Måske nærmere tværtimod. Det er her, arbejdet for alvor starter. Vores personlighed, vores Måne, forsvinder ikke, og selv de mest oplyste mestre har stadig sådan én. Det er altså ikke sådan, at man med et magisk trylleslag bliver perfekt og harmonisk, og så kører det hele derudaf, hvis bare man siger positive bekræftelser nok. For jo mere, vi lyser på, jo mere kan vi rumme, og jo mere mørke er vi klar til at dykke ned i for også at lyse på dét.

I disse tider, hvor vi bevæger os længere og længere ind i Vandbærerens tidsalder, begynder flere og flere at vågne op til en større virkelighed. Flere og flere begynder at gå vejen fra solar plexus til hjertechakra og blive bevidste om det indre (Kristus)lys.

Og det er dét, Vandbærerens tidsalder handler om: Den indre vej. Og som ved alle nye begyndelser, skal vi ofte igennem en gevaldig krise først – det ser vi tydeligt i verden i disse år. Vækkeuret ringer, det er tid til at stå op!

Ved vintersolhverv, hvor solen går ind i 0 grader Stenbuk, starter ”de tolv hellige nætter”, som gennem de 12 stjernetegns energier så fint beskriver prøvelserne og gaverne på Vejen. Jeg er gennem flere år gået dybere og dybere i denne magiske tid, hvor den indre lysindstrømning er til at tage og føle på, hvis vi gør os stille og modtagelige. Det er en vidunderlig tid at kigge indad og reflektere over livet og det kommende år.

I år har jeg lavet en facebookgruppe, hvor du ganske gratis kan være med. Hver dag fra d. 21. december poster jeg hver morgen beskrivelsen af dagens indre mysterium, som jeg forstår det på nuværende tidspunkt, og kommer med forslag til bøn, meditation og refleksion til inspiration.

Gruppen finder du lige her, og du er velkommen. – update: Gruppen er lukket igen, men jeg laver nok en ny næste år. Følg med på Facebook, Insta eller nyhedsbrev, så får du besked.

Må lyset i dit hjerte skinne klart i denne mørke tid. ❤️