Den ekstatiske kosmiske skabelsesdans.

Makulin feminin essens

I aften mødes vi for anden gang i min kvindecirkel, og i aften skal vi arbejde med yoni, womb power, kvindekraft og -saft. Jeg er lige kommet hjem fra en lang gåtur i skoven, hvor jeg gik og lænede mig ind i de ældste og i den feminine essens og yonimysterierne, og pludselig slog det mig som en forhammer, og jeg måtte mig sætte mig ned på jorden, lige dér, mens en oplevelse, jeg havde for et par år siden, endnu en gang udfoldede sig for mit indre blik:

Jeg sad i haven og røg en smøg og kiggede op i stjernehimlen, mens jeg funderede over sammenhængen mellem det maskuline og det feminine, da en spektakulær vision pludselig, ud af ingenting, viste sig på himlen i et strålende lyshav. Jeg så, hvordan det maskuline er punktet, det inderste punkt i alting, over alt, fra det mindste til det største, der er ingen steder, det ikke er, og det feminine som det, der udstrålede fra punktets befrugtning – der er heller ingen steder, hun ikke er. Fader-moder Gud. Som det oldgamle symbol for solen, som, fandt jeg senere ud af, er et endnu ældre symbol for yoni, for livmoderen, for det mørke feminine, befrugtningskanalen, det ”eye of the cervix”, som shamanerne rejser igennem for at komme til åndeverdenen.

Siden er visionen faldet mere og mere på plads i mig, og det er, som om jeg skridt for skridt forstår endnu mere af omfanget af den. Helt tilbage til skabelsen.

Det maskuline er, som jeg forstår det, den guddommelige impuls, lysgiveren, (den hierarkiske impuls Uranus i Vædderen, begyndelsen) som med en aktiv handling og uendelig kærlighed trænger ind i og befrugter det dybe, modtagende, mørke feminine urhav, som optager den maskuline essens i sig, smelter sammen med den og skaber alt liv. Selve livet. Derved vokser hun, udvider sig, kan modtage endnu mere, så det maskuline kan trænge endnu dybere ind, lyset, der eksplosivt vokser af at blive modtaget, befrugter endnu mere, endnu dybere, så hun kan skabe endnu mere liv. Hun er den, vi kommer fra, og hende, vi vender tilbage til. Af jord er du kommet, til jord skal du blive.

Det er Guds ånd (lys), der svæver over vandene. Det er The Big Bang. Det er foreningen af det maskuline og feminine, som i en evig, kosmisk ekstatisk kærlighedsdans konstant trænger dybere ind, udvider sig, skaber, elsker. Sammen vokser de i og af foreningen.

Symbolsk kan det også ses i solen og månen. Månen, der til en start er er mørk og usynlig, skjult, ubevidst, indtil solen, den guddommelige bevidsthed, lyser på hende, mere og mere, indtil hun står funklende, lysende og fuld og lyser tilbage på solen, så de på den måde oplyser hinanden.

Og måske er det derfor, kvindekraften har været skjult i tusinder af år. Fordi det maskuline holdt op med at lyse på det feminine, men i stedet besudlede hende, brændte hende, stenede hende, når hun viste sin kraft, men alligevel konstant havde lyst til at trænge ind i hende og befrugte hende. Som en glemt reminiscens af essensen. Af vores ophav. Og derved mistede det maskuline erindringen om sin egen kraft, sin evne til elske, beskytte og lyse på det feminines udfoldende livskraft og blev en skygge af sig selv, der i sit ansigts sved måtte kæmpe for overlevelse i konkurrence, mens kvinderne sladrede og stak hinanden, fordi det var den eneste magt, de selv havde tilbage, for ikke selv at blive brændt. I stedet for at mødes i fællesskab, i søster- og broderskab.

Tænk, hvis vi tog fællesskabet tilbage.

For disse kræfter, essenser, findes i os alle sammen og afspejles blandt andet i seksualiteten, men som i mange tilfælde er blevet gjort så grim, så pervers, så bevidstløs. Sanseløse knalder vi rundt, måske i et ubevidst forsøg på at nå tilbage til foreningen. Det var det, tempelpræstinderne gjorde; gennem yoni og livmoderen viste de vejen til forening med det guddommelige.

Tænk, hvis vi lærte fra en tidlig alder at ÆRE det maskuline og feminine. Ikke (kun) forstået som fysisk køn, men som essens, som energi, som arketype. Tænk, hvis vi ÆREDE det maskuline som befrugteren, som lysimpulsen, kærlighedsimpulsen, selve den guddommelige impuls, og ÆREDE det feminine som skaberen af alt liv, magien, kraften, livmoderen som porten til foreningen med det guddommelige.

Indimellem, når jeg kigger på Metoo, på hævnporno og andet i den dur, bliver jeg opfyldt af en oldgammel, hellig vrede. Og nedenunder den ligger en uendelig sorg over, hvad det er, vi gør ved os selv og hinanden, når vi i stedet kunne forenes i kærlighed og LIV.

Det kan undre mig såre, at vi har kunnet bilde hinanden ind så længe, at det feminine er det ”svage”. Det svage, passive køn. Sådan er det ikke. Kvindekraften er skaberen af selve livet, det er liv og død, og essensen kan være som en rislende, perlende bæk, og den kan være et vildt, stormende, brusende, frygtindgydende hav.

Svag er hun i hvert fald ikke.

Og det er han heller ikke.

Men uden hinanden er vi ingenting, uden forening af essenserne kan vi ingenting, så er der ikke længere noget liv. Og måske hænger det også sammen med den måde, vi er i gang med at udslette selve livet her på planeten. Og jeg tror ikke, det stopper, før vi finder hinanden igen og husker, hvem vi er.

Til sidst vil jeg lige smide en anbefaling efter Chris Bale, som jeg følger på Facebook. Han skriver indimellem nogle, synes jeg, fuldkommen fænomenale tekster om det maskuline og feminine, kvinder, mænd og seksualitet.

Kom, lad os finde hinanden igen. Kom, lad os holde op med at besudle det feminine, Jorden, livet, og lad os i stedet befrugte hende med omsorg og kærlighed, så hun kan udfolde sig i al sin kraft og pragt.

Kom. ❤️