Det er femte dag på øen. Jeg vågner ved, at den kæmpe, store, skrækindjagende drage, jeg har kunnet mærke ånde mig i nakken, siden jeg kom, læner sig ind over mig. Jeg har ikke åbnet øjnene endnu, men jeg kan lugte den og smage den, og den taler til mig indeni. Den stikker til mig. Jeg gør, hvad jeg kan for at ignorere den. Men til sidst må jeg slå øjnene op, jeg skal tisse, og dér står den og stirrer direkte på mig med sit klare, gennemborende blik, ingen flugt er længere mulig. ”Er du klar?” spørger den. ”Nu kommer jeg.”

Jeg står op. Forsøger at lade som ingenting, lader dagen gå, for jeg er slet ikke klar. Men dragen vil ikke lade mig være. Den tårner sig op foran mig, hvor jeg end kigger hen, den spreder sine vinger, så jeg ingenting kan se, den har ild i øjnene og ild i munden, og bid for bid æder den mig langsomt. Det er så smertefuldt.

Jeg gemmer mig under dynen. Trækker den op over hovedet og ruller mig sammen. Men heller ikke her er der fred. Dragen står lige uden for dynen og hvisker spydige ord, som kun drager kan, og ordene trænger dybt ind i mit sind, i min sjæl og min krop, og kroppen spænder og knuger sig sammen til en mørk, hård kugle, fuld af modstand, spændt som en fjeder og truer med at gå i stykker når som helst.

Jeg kan ikke længere være i mig selv. Med ét slår jeg dynen væk, rejser mig, tager gummistøvler og regnjakke på og går med hurtige, vrede skridt op ad vejen. For enden drejer jeg til højre, mod vest, mod vinden, mod vandet. Over mig er himlen sort af tunge, buldrende skyer, regnen slår mig i ansigtet, og blæsten får træerne til at bøje sig mod jorden. Som indeni, så udenpå.

Jeg går, til vejen slutter, og fortsætter ad den trampede græssti, ned til stranden og helt ud til enden af den gamle, revnede, ramponerede stenbro. Jeg brøler højt. Brøler al den ophobede vrede og frustration og magtesløshed arrigt og tryglende ud i blæsten, som er så stærk, at jeg kan læne mig ind i den, mens dragen fylder hele mit væsen med ild og svovl og ragnarok. Jeg anråber de himmelske kræfter, den her drage er så stor og så stærk, jeg kan ikke selv. Hjælp mig! Vinden hyler om mig, skumsprøjt står op ad mine ben, jeg bliver ét med skyerne, der buldrer og brager, og pludselig kommer ældgamle ord ud af min mund. Jeg ved ikke, hvor de kommer fra, men de taler om purpur flammer, og pludselig står jeg midt i et kæmpe bål i alle nuancer af lilla, og jeg overgiver mig totalt, rækker armene mod de tordnende skyer, jeg er helt og aldeles klar til at brænde op.

Men flammerne brænder ikke. De renser, de lutrer, og langsomt, langsomt løsnes jeg af de snærende bånd, af ilden og svovlen, mit syn bliver klart, og jeg ser dragen, for hvad den er; en ven.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg står dér, men til sidst dør bålet ud, lige så pludseligt, som det kom. Og alt er nyt. Uden om mig raser himmel og hav stadig, men indeni er der stille. Helt, helt stille. Som en glasklar vinterdag, hvor alt ånder fred, og selve livskraften er gået i hi. Total og fuldstændig frihed. Jeg åbner øjnene og opdager, at de er fulde af vand, har jeg grædt? Eller er det regnen?

Jeg står et øjeblik i min glasklare boble af frihed og stilhed, vinden og regnen når mig ikke. ”Sker det her virkelig?” spørger jeg. Jeg når ikke at tænke tanken til ende, før to orange sommerfugle danser ind i mit synsfelt, lige foran mit ansigt, midt i regnen og stormen over havet. I et stykke tid danser de foran mig, kastet rundt af vind og vinger, før de halvt blæses, halvt flyver ind mod land.

Jeg vender mig om og følger efter dem og går stille, stille hjem med vinden i ryggen, mens jeg undres. Og ånder dybt af stilhed. Jeg kan endelig trække vejret igen.

Inde i varmen smider jeg overtøjet og sætter mig i skrædderstilling, lukker øjnene. Trækker vejret. Kroppen er helt blød, og der er stadig helt, helt stille indeni. Glasklar stilhed. Og jeg ser. Ser, hvordan de drager, vi er så bange for, er vejen til frihed. Hvordan drager, når de er utæmmede, kan være vores værste fjende, men vores bedste ven, når vi har taget livtag med dem. Det er så banalt, jeg vidste det godt. Men nu forstår jeg.

Ved siden af mig ligger dragen og slumrer. Den åbner dovent et øje på klem og blinker til mig. Jeg blinker tilbage. Den er ikke længere skrækindjagende, nu er den min ven. Det har den altid været. Nu kender jeg dens navn, og jeg véd, at vi den kommende tid skal lære hinanden rigtig godt at kende. Vi har så meget at tale om, så meget kærlighed at indhente. Jeg lægger mig ned, ruller mig sammen i dens favn, og sammen falder vi i en lang, dyb, tiltrængt søvn.