Kategori: Frihed

Mødet med dragen

Det er femte dag på øen. Jeg vågner ved, at den kæmpe, store, skrækindjagende drage, jeg har kunnet mærke ånde mig i nakken, siden jeg kom, læner sig ind over mig. Jeg har ikke åbnet øjnene endnu, men jeg kan lugte den og smage den, og den taler til mig indeni. Den stikker til mig. Jeg gør, hvad jeg kan for at ignorere den. Men til sidst må jeg slå øjnene op, jeg skal tisse, og dér står den og stirrer direkte på mig med sit klare, gennemborende blik, ingen flugt er længere mulig. ”Er du klar?” spørger den. ”Nu kommer jeg.”

Jeg står op. Forsøger at lade som ingenting, lader dagen gå, for jeg er slet ikke klar. Men dragen vil ikke lade mig være. Den tårner sig op foran mig, hvor jeg end kigger hen, den spreder sine vinger, så jeg ingenting kan se, den har ild i øjnene og ild i munden, og bid for bid æder den mig langsomt. Det er så smertefuldt.

Jeg gemmer mig under dynen. Trækker den op over hovedet og ruller mig sammen. Men heller ikke her er der fred. Dragen står lige uden for dynen og hvisker spydige ord, som kun drager kan, og ordene trænger dybt ind i mit sind, i min sjæl og min krop, og kroppen spænder og knuger sig sammen til en mørk, hård kugle, fuld af modstand, spændt som en fjeder og truer med at gå i stykker når som helst.

Jeg kan ikke længere være i mig selv. Med ét slår jeg dynen væk, rejser mig, tager gummistøvler og regnjakke på og går med hurtige, vrede skridt op ad vejen. For enden drejer jeg til højre, mod vest, mod vinden, mod vandet. Over mig er himlen sort af tunge, buldrende skyer, regnen slår mig i ansigtet, og blæsten får træerne til at bøje sig mod jorden. Som indeni, så udenpå.

Jeg går, til vejen slutter, og fortsætter ad den trampede græssti, ned til stranden og helt ud til enden af den gamle, revnede, ramponerede stenbro. Jeg brøler højt. Brøler al den ophobede vrede og frustration og magtesløshed arrigt og tryglende ud i blæsten, som er så stærk, at jeg kan læne mig ind i den, mens dragen fylder hele mit væsen med ild og svovl og ragnarok. Jeg anråber de himmelske kræfter, den her drage er så stor og så stærk, jeg kan ikke selv. Hjælp mig! Vinden hyler om mig, skumsprøjt står op ad mine ben, jeg bliver ét med skyerne, der buldrer og brager, og pludselig kommer ældgamle ord ud af min mund. Jeg ved ikke, hvor de kommer fra, men de taler om purpur flammer, og pludselig står jeg midt i et kæmpe bål i alle nuancer af lilla, og jeg overgiver mig totalt, rækker armene mod de tordnende skyer, jeg er helt og aldeles klar til at brænde op.

Men flammerne brænder ikke. De renser, de lutrer, og langsomt, langsomt løsnes jeg af de snærende bånd, af ilden og svovlen, mit syn bliver klart, og jeg ser dragen, for hvad den er; en ven.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg står dér, men til sidst dør bålet ud, lige så pludseligt, som det kom. Og alt er nyt. Uden om mig raser himmel og hav stadig, men indeni er der stille. Helt, helt stille. Som en glasklar vinterdag, hvor alt ånder fred, og selve livskraften er gået i hi. Total og fuldstændig frihed. Jeg åbner øjnene og opdager, at de er fulde af vand, har jeg grædt? Eller er det regnen?

Jeg står et øjeblik i min glasklare boble af frihed og stilhed, vinden og regnen når mig ikke. ”Sker det her virkelig?” spørger jeg. Jeg når ikke at tænke tanken til ende, før to orange sommerfugle danser ind i mit synsfelt, lige foran mit ansigt, midt i regnen og stormen over havet. I et stykke tid danser de foran mig, kastet rundt af vind og vinger, før de halvt blæses, halvt flyver ind mod land.

Jeg vender mig om og følger efter dem og går stille, stille hjem med vinden i ryggen, mens jeg undres. Og ånder dybt af stilhed. Jeg kan endelig trække vejret igen.

Inde i varmen smider jeg overtøjet og sætter mig i skrædderstilling, lukker øjnene. Trækker vejret. Kroppen er helt blød, og der er stadig helt, helt stille indeni. Glasklar stilhed. Og jeg ser. Ser, hvordan de drager, vi er så bange for, er vejen til frihed. Hvordan drager, når de er utæmmede, kan være vores værste fjende, men vores bedste ven, når vi har taget livtag med dem. Det er så banalt, jeg vidste det godt. Men nu forstår jeg.

Ved siden af mig ligger dragen og slumrer. Den åbner dovent et øje på klem og blinker til mig. Jeg blinker tilbage. Den er ikke længere skrækindjagende, nu er den min ven. Det har den altid været. Nu kender jeg dens navn, og jeg véd, at vi den kommende tid skal lære hinanden rigtig godt at kende. Vi har så meget at tale om, så meget kærlighed at indhente. Jeg lægger mig ned, ruller mig sammen i dens favn, og sammen falder vi i en lang, dyb, tiltrængt søvn.

Hvem bestemmer, hvordan du har det?

Forleden fik jeg en besked fra et menneske, jeg elsker højt. Faktisk er han et af mine yndlingsmennesker; han er så sjov og klog, kreativ, musisk, dansende, legende, fuld af kærlighed og så let.

Det plejer han at være, i hvert fald, når jeg er sammen med ham. Men han har også uendelig meget smerte indeni, bl.a. på grund af en virkelig hård opvækst, og for nylig er der sket nogle ting i hans liv, som har gjort rigtig ondt på ham. Nu har vreden og sorgen overtaget det hele, og han vil ikke rigtig tale med nogen, heller ikke mig.

Og jeg forstår ham helt ind i det inderste af mit hjerte. Jeg forstår det, fordi jeg selv har været lige præcis dér, hvor han er nu. Hvor alting kun er smerte. Hvor der intet håb er. Hvor vreden og sorgen og smerten og bebrejdelserne raser rundt som en orkan i alle celler, hvert minut, hvert sekund, hver time, hver evig eneste fucking ulidelige dag, og hvor ikke-liv er uendeligt meget mere attraktivt end liv. Hvor man føler sig helt helt alene og så gerne ville elskes, men i stedet støder alle bort.

Der var jeg i efteråret 2009. Jeg havde virkelig intet håb. Overhovedet. Alt var helt helt sort. Jeg boede i en lille flække uden for Aarhus, jeg kendte ingen, og slet ingen, der ville mig det godt, blev lukket ind. Jeg var på diverse piller, røg hash i gigantiske mængder fra morgen til aften, drak endeløse mængder af sprut, som jeg supplerede med coke og speed så ofte som muligt, og jeg var knækket. Som i helt, helt knækket. Alt var ren smerte, rendyrket helvede. Alt var sorg og sort. Jeg havde fuldstændig givet op.

Men en dag skete der noget, der i dag står for mig som et mindre mirakel og det absolut største vendepunkt i mit liv. Jeg kan ikke forklare hvordan eller hvorfor, men jeg husker øjeblikket krystalklart. Jeg sad i min seng. Det var morgen. Jeg var en lille smule klar i hovedet. Og så var der en lille bitte, næsten uhørlig hviskende stemme indeni, der sagde: ”Der kommer ikke nogen og redder dig. Hvis du vil have et bedre liv, må du selv skabe det.”

Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen. Men lige dér, i lige dét øjeblik, forstod og erkendte jeg den altomfattende, altafgørende sandhed i de ord helt ind i knoglerne. Den sitrede i alle celler. Det gik op for mig – soleklart – at det ikke var nogen andres skyld. Eller ansvar. Ikke min fars, ikke min mors. Ikke ham, der havde knust mit hjerte, ikke kommunens, ikke vennerne, der havde ”svigtet”, ikke alle dem, der ikke forstod, ikke dem, der sårede mig. Og jeg så lige så tindrende klart, at der ikke ville ikke komme nogen og fikse mit liv på magisk vis, som jeg ellers mere eller mindre ubevidst havde sat min lid til. Der ville ikke komme en prins på en hvid hest, ingen engel ville materialisere sig foran mig, ingen psykolog eller terapeut ville kunne forventes at rydde op i så meget lort, ingen psykofarmaka eller stoffer ville bringe mig på ret køl, gøre mig glad igen eller give mig et andet og bedre liv, som jeg så brændende længtes efter, men slet ikke troede på, jeg kunne få.

Og jeg indså, at jeg aldrig nogensinde igen kunne give et andet menneske skylden for mit liv. Andre mennesker kunne såre mig, opføre sig som scumbags, de kunne være skingrende psykopater; de havde sikkert deres grunde til at opføre sig, som de gjorde – ligesom jeg havde mine. Men det var mit ansvar, hvordan jeg reagerede på det. Jeg kunne og kan ikke ændre andre mennesker – men jeg kan ændre mig selv. Og jeg ville aldrig blive fri eller glad, hvis jeg gav andre mennesker eller omstændigheder kraften til at ødelægge mig.

Der er kun én, der kan give mig det liv, jeg ønsker. Der er kun én, der kan ændre kurs. Mig. Og kun mig. Andre kan hjælpe, især hvis jeg forstår at tage imod, men de første skridt starter hos mig selv. Uanset hvad der er hændt mig, uanset omstændighederne.

Lige der, i lige dét øjeblik, lige der i sengen, gav jeg slip. Jeg gav slip på håbløsheden, afmagten, bebrejdelserne mod livet og andre mennesker. Lige i dét øjeblik tog jeg ansvaret for mit liv og mine følelser på mig. Og jeg kunne nærmest fysisk mærke, hvordan en helt ny følelse af empowerment lagde sig som en kappe af styrke og mod omkring min krop.

Siden har livet udviklet sig på mirakuløse måder, jeg aldrig havde turdet håbe på. Ikke at det har været en nem rejse. Det har det ikke. Langt fra. Og er det stadig ikke altid. Men den har givet mere igen, end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig, og det har helt sikkert været sjovere, end hvis jeg var fortsat på den kurs, jeg var på. Når vi tager ansvaret for vores eget liv, kan der virkelig ske de mest utrolige ting. Ikke at vi ikke kan eller skal hjælpe hinanden, for det synes jeg absolut, vi skal, men det starter inderst inde hos os selv med bevidstheden om, at mit liv er mit ansvar.

Alt det kom jeg til at tænke på, da jeg fik den besked fra min ven. Den lille, hviskende stemme den dag kom med den største gave, jeg nogensinde har fået. Og jeg ønsker af hele mit hjerte, at den også lander hos min ven. Jeg elsker ham så højt. Og ønsker ham så meget lykke.

Og jeg ønsker, at du, som læser med, også får den gave. For når vi hiver alle projektionerne hjem og holder op med at bebrejde livet og andre mennesker, men i stedet tager ansvaret selv og begynder at trylle med livet, med glæde og med tilgivelse – så sker der virkelig sande mirakler. Og sådan healer vi ikke bare os selv, men måske også nogle af dem omkring os.

Jeg siger ikke, det er nemt. Men jeg lover, at det er det værd.

Namasté.