Forleden fik jeg en besked fra et menneske, jeg elsker højt. Faktisk er han et af mine yndlingsmennesker; han er så sjov og klog, kreativ, musisk, dansende, legende, fuld af kærlighed og så let.

Det plejer han at være, i hvert fald, når jeg er sammen med ham. Men han har også uendelig meget smerte indeni, bl.a. på grund af en virkelig hård opvækst, og for nylig er der sket nogle ting i hans liv, som har gjort rigtig ondt på ham. Nu har vreden og sorgen overtaget det hele, og han vil ikke rigtig tale med nogen, heller ikke mig.

Og jeg forstår ham helt ind i det inderste af mit hjerte. Jeg forstår det, fordi jeg selv har været lige præcis dér, hvor han er nu. Hvor alting kun er smerte. Hvor der intet håb er. Hvor vreden og sorgen og smerten og bebrejdelserne raser rundt som en orkan i alle celler, hvert minut, hvert sekund, hver time, hver evig eneste fucking ulidelige dag, og hvor ikke-liv er uendeligt meget mere attraktivt end liv. Hvor man føler sig helt helt alene og så gerne ville elskes, men i stedet støder alle bort.

Der var jeg i efteråret 2009. Jeg havde virkelig intet håb. Overhovedet. Alt var helt helt sort. Jeg boede i en lille flække uden for Aarhus, jeg kendte ingen, og slet ingen, der ville mig det godt, blev lukket ind. Jeg var på diverse piller, røg hash i gigantiske mængder fra morgen til aften, drak endeløse mængder af sprut, som jeg supplerede med coke og speed så ofte som muligt, og jeg var knækket. Som i helt, helt knækket. Alt var ren smerte, rendyrket helvede. Alt var sorg og sort. Jeg havde fuldstændig givet op.

Men en dag skete der noget, der i dag står for mig som et mindre mirakel og det absolut største vendepunkt i mit liv. Jeg kan ikke forklare hvordan eller hvorfor, men jeg husker øjeblikket krystalklart. Jeg sad i min seng. Det var morgen. Jeg var en lille smule klar i hovedet. Og så var der en lille bitte, næsten uhørlig hviskende stemme indeni, der sagde: ”Der kommer ikke nogen og redder dig. Hvis du vil have et bedre liv, må du selv skabe det.”

Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen. Men lige dér, i lige dét øjeblik, forstod og erkendte jeg den altomfattende, altafgørende sandhed i de ord helt ind i knoglerne. Den sitrede i alle celler. Det gik op for mig – soleklart – at det ikke var nogen andres skyld. Eller ansvar. Ikke min fars, ikke min mors. Ikke ham, der havde knust mit hjerte, ikke kommunens, ikke vennerne, der havde ”svigtet”, ikke alle dem, der ikke forstod, ikke dem, der sårede mig. Og jeg så lige så tindrende klart, at der ikke ville ikke komme nogen og fikse mit liv på magisk vis, som jeg ellers mere eller mindre ubevidst havde sat min lid til. Der ville ikke komme en prins på en hvid hest, ingen engel ville materialisere sig foran mig, ingen psykolog eller terapeut ville kunne forventes at rydde op i så meget lort, ingen psykofarmaka eller stoffer ville bringe mig på ret køl, gøre mig glad igen eller give mig et andet og bedre liv, som jeg så brændende længtes efter, men slet ikke troede på, jeg kunne få.

Og jeg indså, at jeg aldrig nogensinde igen kunne give et andet menneske skylden for mit liv. Andre mennesker kunne såre mig, opføre sig som scumbags, de kunne være skingrende psykopater; de havde sikkert deres grunde til at opføre sig, som de gjorde – ligesom jeg havde mine. Men det var mit ansvar, hvordan jeg reagerede på det. Jeg kunne og kan ikke ændre andre mennesker – men jeg kan ændre mig selv. Og jeg ville aldrig blive fri eller glad, hvis jeg gav andre mennesker eller omstændigheder kraften til at ødelægge mig.

Der er kun én, der kan give mig det liv, jeg ønsker. Der er kun én, der kan ændre kurs. Mig. Og kun mig. Andre kan hjælpe, især hvis jeg forstår at tage imod, men de første skridt starter hos mig selv. Uanset hvad der er hændt mig, uanset omstændighederne.

Lige der, i lige dét øjeblik, lige der i sengen, gav jeg slip. Jeg gav slip på håbløsheden, afmagten, bebrejdelserne mod livet og andre mennesker. Lige i dét øjeblik tog jeg ansvaret for mit liv og mine følelser på mig. Og jeg kunne nærmest fysisk mærke, hvordan en helt ny følelse af empowerment lagde sig som en kappe af styrke og mod omkring min krop.

Siden har livet udviklet sig på mirakuløse måder, jeg aldrig havde turdet håbe på. Ikke at det har været en nem rejse. Det har det ikke. Langt fra. Og er det stadig ikke altid. Men den har givet mere igen, end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig, og det har helt sikkert været sjovere, end hvis jeg var fortsat på den kurs, jeg var på. Når vi tager ansvaret for vores eget liv, kan der virkelig ske de mest utrolige ting. Ikke at vi ikke kan eller skal hjælpe hinanden, for det synes jeg absolut, vi skal, men det starter inderst inde hos os selv med bevidstheden om, at mit liv er mit ansvar.

Alt det kom jeg til at tænke på, da jeg fik den besked fra min ven. Den lille, hviskende stemme den dag kom med den største gave, jeg nogensinde har fået. Og jeg ønsker af hele mit hjerte, at den også lander hos min ven. Jeg elsker ham så højt. Og ønsker ham så meget lykke.

Og jeg ønsker, at du, som læser med, også får den gave. For når vi hiver alle projektionerne hjem og holder op med at bebrejde livet og andre mennesker, men i stedet tager ansvaret selv og begynder at trylle med livet, med glæde og med tilgivelse – så sker der virkelig sande mirakler. Og sådan healer vi ikke bare os selv, men måske også nogle af dem omkring os.

Jeg siger ikke, det er nemt. Men jeg lover, at det er det værd.

Namasté.