Kategori: kilden

Du er skabt til lykke, nydelse, saft og kraft

Jeg ligger på gulvet i en gammel kirke, på ryggen, med strakte ben, armene ned langs siden.  Jeg er helt, helt stille, kun åndedræt og bankende hjerte. Jeg smiler indeni. Mit tøj og mit hår er vådt, det er gennemblødt af sved, og rundt om mig ligger hundrede andre kroppe; svedige, lykkelige, brugte, salige. Vi har danset. I flok og med hinanden og med det der magiske sted i os selv, hvor urkraften, kilden, kærligheden, intuitionen, den dybe glæde, nydelsen og oplevelsen af enhed med alle andre bor.

Og mens jeg ligger dér, helt helt stille og svedig, véd jeg det, endnu en gang, helt uden tvivl: Vi – alle kroppene, alle sjælene – er skabt til lykke. Til glæde, kærlighed, nydelse, saft og kraft. Til fællesskab, sjov og autenticitet og til samhørighed med naturen, stjernerne og den kilde, der gav os liv. Det er der bare rigtig mange, der har glemt.

Derfor er der så meget lidelse. Så meget bitterhed, depression, angst, vrede og had. Så meget ødelæggelse og så meget ligegyldighed. Så meget bevidstløshed, hvor den ene dag tager den anden, og hvor tiden bliver brugt på ingenting, før vi pludselig ikke er mere.

Og i glemslen og fornægtelsen har vi skabt samfund, hvor nydelsen kommer i sidste række, hvor pligt, stress og materielle goder kommer før den dybe glæde, og hvor den ægte, saftige og kraftfulde forening med et andet menneske er blevet erstattet af pornoficering og negativ kropsfiksering. Hvor medicinering og kontrol har afløst dyb healing og omsorg, og hvor vi hele tiden kigger udad, udad, udad, i stedet for at lytte dybt ind i stilheden hvor sjælen, kilden og alle svarene bor.

Vi er på vej ud over kanten. I vores glemsomhed og uvilje til at ændre os er vi ved at ødelægge selve den jord, som giver os livet, og i vores manglende evne til at elske bredt har vi skabt sygdom, skuffelse, vrede, angst, stress og apati.

Det er på tide, vi finder hjem. Lytter indad. Stiller os selv de store spørgsmål: Hvem er jeg egentlig? Hvor kom jeg fra? Hvad er det egentlig, jeg laver? Hvorfor gør jeg, som jeg gør? Giver det mening? Hvor er jeg på vej hen? Hvad er det egentlig, jeg har lyst til? Hvad gør mig i virkeligheden lykkelig i alle celler? Tør jeg gå efter det? Tør jeg sige nej til det, der gør mig tung og træt? Og ja til det, der får mig til at synge og danse af glæde? Er jeg en del af løsningen eller en del af problemet – og hvad vil jeg helst være? Tør jeg se sandheden om mig selv og mit liv i øjnene – og når jeg tør se den, hvad vil jeg så gøre ved det?

Mens jeg lå der, på gulvet i det, der engang var en kirke, svedig, lykkelig og brugt, lovede jeg mig selv, endnu en gang, dette: At gøre alt, hvad jeg kan, efter bedste evne, hvor uperfekt det end måtte være, for at inspirere andre mennesker til et liv med langt mere autenticitet, sjov, kærlighed, glæde, nydelse, saft og kraft. Og til at få kontakt med og huske den indre kilde og opleve enheden med alting. For dér, i enheden, opløses destruktionen, lidelsen og apatien, og i stedet blomstrer kærlighed, omsorg og et oprigtigt ønske om alle andre væseners lykke og velvære frem.

Vi har et valg. Vi kan omskabe det liv, vi har, til et, der giver os langt større tilfredsstillelse, langt mere nydelse, langt mere glæde, kærlighed og ægte magi – til gavn for ikke alene os selv, men også for planeten, det kollektive bevidsthedsfelt og alle omkring os. Spørgsmålet er, om vi vil.

Vil du?