Du er skabt til lykke, nydelse, saft og kraft

Jeg ligger på gulvet i en gammel kirke, på ryggen, med strakte ben, armene ned langs siden.  Jeg er helt, helt stille, kun åndedræt og bankende hjerte. Jeg smiler indeni. Mit tøj og mit hår er vådt, det er gennemblødt af sved, og rundt om mig ligger hundrede andre kroppe; svedige, lykkelige, brugte, salige. Vi har danset. I flok og med hinanden og med det der magiske sted i os selv, hvor urkraften, kilden, kærligheden, intuitionen, den dybe glæde, nydelsen og oplevelsen af enhed med alle andre bor.

Og mens jeg ligger dér, helt helt stille og svedig, véd jeg det, endnu en gang, helt uden tvivl: Vi – alle kroppene, alle sjælene – er skabt til lykke. Til glæde, kærlighed, nydelse, saft og kraft. Til fællesskab, sjov og autenticitet og til samhørighed med naturen, stjernerne og den kilde, der gav os liv. Det er der bare rigtig mange, der har glemt.

Derfor er der så meget lidelse. Så meget bitterhed, depression, angst, vrede og had. Så meget ødelæggelse og så meget ligegyldighed. Så meget bevidstløshed, hvor den ene dag tager den anden, og hvor tiden bliver brugt på ingenting, før vi pludselig ikke er mere.

Og i glemslen og fornægtelsen har vi skabt samfund, hvor nydelsen kommer i sidste række, hvor pligt, stress og materielle goder kommer før den dybe glæde, og hvor den ægte, saftige og kraftfulde forening med et andet menneske er blevet erstattet af pornoficering og negativ kropsfiksering. Hvor medicinering og kontrol har afløst dyb healing og omsorg, og hvor vi hele tiden kigger udad, udad, udad, i stedet for at lytte dybt ind i stilheden hvor sjælen, kilden og alle svarene bor.

Vi er på vej ud over kanten. I vores glemsomhed og uvilje til at ændre os er vi ved at ødelægge selve den jord, som giver os livet, og i vores manglende evne til at elske bredt har vi skabt sygdom, skuffelse, vrede, angst, stress og apati.

Det er på tide, vi finder hjem. Lytter indad. Stiller os selv de store spørgsmål: Hvem er jeg egentlig? Hvor kom jeg fra? Hvad er det egentlig, jeg laver? Hvorfor gør jeg, som jeg gør? Giver det mening? Hvor er jeg på vej hen? Hvad er det egentlig, jeg har lyst til? Hvad gør mig i virkeligheden lykkelig i alle celler? Tør jeg gå efter det? Tør jeg sige nej til det, der gør mig tung og træt? Og ja til det, der får mig til at synge og danse af glæde? Er jeg en del af løsningen eller en del af problemet – og hvad vil jeg helst være? Tør jeg se sandheden om mig selv og mit liv i øjnene – og når jeg tør se den, hvad vil jeg så gøre ved det?

Mens jeg lå der, på gulvet i det, der engang var en kirke, svedig, lykkelig og brugt, lovede jeg mig selv, endnu en gang, dette: At gøre alt, hvad jeg kan, efter bedste evne, hvor uperfekt det end måtte være, for at inspirere andre mennesker til et liv med langt mere autenticitet, sjov, kærlighed, glæde, nydelse, saft og kraft. Og til at få kontakt med og huske den indre kilde og opleve enheden med alting. For dér, i enheden, opløses destruktionen, lidelsen og apatien, og i stedet blomstrer kærlighed, omsorg og et oprigtigt ønske om alle andre væseners lykke og velvære frem.

Vi har et valg. Vi kan omskabe det liv, vi har, til et, der giver os langt større tilfredsstillelse, langt mere nydelse, langt mere glæde, kærlighed og ægte magi – til gavn for ikke alene os selv, men også for planeten, det kollektive bevidsthedsfelt og alle omkring os. Spørgsmålet er, om vi vil.

Vil du?

 

 

 

 

 

Hvem bestemmer, hvordan du har det?

Forleden fik jeg en besked fra et menneske, jeg elsker højt. Faktisk er han et af mine yndlingsmennesker; han er så sjov og klog, kreativ, musisk, dansende, legende, fuld af kærlighed og så let.

Det plejer han at være, i hvert fald, når jeg er sammen med ham. Men han har også uendelig meget smerte indeni, bl.a. på grund af en virkelig hård opvækst, og for nylig er der sket nogle ting i hans liv, som har gjort rigtig ondt på ham. Nu har vreden og sorgen overtaget det hele, og han vil ikke rigtig tale med nogen, heller ikke mig.

Og jeg forstår ham helt ind i det inderste af mit hjerte. Jeg forstår det, fordi jeg selv har været lige præcis dér, hvor han er nu. Hvor alting kun er smerte. Hvor der intet håb er. Hvor vreden og sorgen og smerten og bebrejdelserne raser rundt som en orkan i alle celler, hvert minut, hvert sekund, hver time, hver evig eneste fucking ulidelige dag, og hvor ikke-liv er uendeligt meget mere attraktivt end liv. Hvor man føler sig helt helt alene og så gerne ville elskes, men i stedet støder alle bort.

Der var jeg i efteråret 2009. Jeg havde virkelig intet håb. Overhovedet. Alt var helt helt sort. Jeg boede i en lille flække uden for Aarhus, jeg kendte ingen, og slet ingen, der ville mig det godt, blev lukket ind. Jeg var på diverse piller, røg hash i gigantiske mængder fra morgen til aften, drak endeløse mængder af sprut, som jeg supplerede med coke og speed så ofte som muligt, og jeg var knækket. Som i helt, helt knækket. Alt var ren smerte, rendyrket helvede. Alt var sorg og sort. Jeg havde fuldstændig givet op.

Men en dag skete der noget, der i dag står for mig som et mindre mirakel og det absolut største vendepunkt i mit liv. Jeg kan ikke forklare hvordan eller hvorfor, men jeg husker øjeblikket krystalklart. Jeg sad i min seng. Det var morgen. Jeg var en lille smule klar i hovedet. Og så var der en lille bitte, næsten uhørlig hviskende stemme indeni, der sagde: ”Der kommer ikke nogen og redder dig. Hvis du vil have et bedre liv, må du selv skabe det.”

Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen. Men lige dér, i lige dét øjeblik, forstod og erkendte jeg den altomfattende, altafgørende sandhed i de ord helt ind i knoglerne. Den sitrede i alle celler. Det gik op for mig – soleklart – at det ikke var nogen andres skyld. Eller ansvar. Ikke min fars, ikke min mors. Ikke ham, der havde knust mit hjerte, ikke kommunens, ikke vennerne, der havde ”svigtet”, ikke alle dem, der ikke forstod, ikke dem, der sårede mig. Og jeg så lige så tindrende klart, at der ikke ville ikke komme nogen og fikse mit liv på magisk vis, som jeg ellers mere eller mindre ubevidst havde sat min lid til. Der ville ikke komme en prins på en hvid hest, ingen engel ville materialisere sig foran mig, ingen psykolog eller terapeut ville kunne forventes at rydde op i meget lort, ingen psykofarmaka eller stoffer ville bringe mig på ret køl, gøre mig glad igen eller give mig et andet og bedre liv, som jeg så brændende længtes efter, men slet ikke troede på, jeg kunne få.

Og jeg indså, at jeg aldrig nogensinde igen kunne give et andet menneske skylden for mit liv. Andre mennesker kunne såre mig, opføre sig som scumbags, de kunne være skingrende psykopater; de havde sikkert deres grunde til at opføre sig, som de gjorde – ligesom jeg havde mine. Men det var mit ansvar, hvordan jeg reagerede på det. Jeg kunne og kan ikke ændre andre mennesker – men jeg kan ændre mig selv. Og jeg ville aldrig blive fri eller glad, hvis jeg gav andre mennesker eller omstændigheder kraften til at ødelægge mig.

Der er kun én, der kan give mig det liv, jeg ønsker. Der er kun én, der kan ændre kurs. Mig. Og kun mig. Andre kan hjælpe, især hvis jeg forstår at tage imod, men de første skridt starter hos mig selv. Uanset hvad der er hændt mig, uanset omstændighederne.

Lige der, i lige dét øjeblik, lige der i sengen, gav jeg slip. Jeg gav slip på håbløsheden, afmagten, bebrejdelserne mod livet og andre mennesker. Lige i dét øjeblik tog jeg ansvaret for mit liv og mine følelser på mig. Og jeg kunne nærmest fysisk mærke, hvordan en helt ny følelse af empowerment lagde sig som en kappe af styrke og mod omkring min krop.

Siden har livet udviklet sig på mirakuløse måder, jeg aldrig havde turdet håbe på. Ikke at det har været en nem rejse. Det har det ikke. Langt fra. Og er det stadig ikke altid. Men den har givet mere igen, end jeg i min vildeste fantasi havde kunnet forestille mig, og det har helt sikkert været sjovere, end hvis jeg var fortsat på den kurs, jeg var på. Når vi tager ansvaret for vores eget liv, kan der virkelig ske de mest utrolige ting. Ikke at vi ikke kan eller skal hjælpe hinanden, for det synes jeg absolut, vi skal, men det starter inderst inde hos os selv med bevidstheden om, at mit liv er mit ansvar.

Alt det kom jeg til at tænke på, da jeg fik den besked fra min ven. Den lille, hviskende stemme den dag kom med den største gave, jeg nogensinde har fået. Og jeg ønsker af hele mit hjerte, at den også lander hos min ven. Jeg elsker ham så højt. Og ønsker ham så meget lykke.

Og jeg ønsker, at du, som læser med, også får den gave. For når vi hiver alle projektionerne hjem og holder op med at bebrejde livet og andre mennesker, men i stedet tager ansvaret selv og begynder at trylle med livet, med glæde og med tilgivelse – så sker der virkelig sande mirakler. Og sådan healer vi ikke bare os selv, men måske også nogle af dem omkring os.

Jeg siger ikke, det er nemt. Men jeg lover, at det er det værd.

Namasté.

 

Livet er en dans – danser du med?

I dag startede jeg dagen med morgendans i Frederikssund. Denne gang var det fitness Groove, men i øjeblikket danser jeg alt det, jeg overhovedet kan komme til. Det startede stille og roligt herhjemme for 8-9 måneder siden, hvor jeg satte fed musik på og dansede rundt i stuen til lækre rytmer, og efterhånden er det blevet udvidet til alle mulige slags danse med alle mulige slags mennesker.

Jeg går til feminin Groove, hvor vi dyrker vores kvindelighed, til fitness Groove, hvor sveden hagler ud af alle porer, til party Groove, hvor vi har en fest. Jeg går til intuitiv dans, hvor vi danser med vores inderste essens, med sjælen, og jeg går til en form for shamanistisk dans, hvor vi danser med kraftdyr, indre vejledere og urkraft. Fælles for dem alle er, at der ikke er nogen regler, men at kroppen og sjælen får lov til at gøre lige præcis det, de trænger allermest til. Jeg går til alt det dans, jeg kan finde, og som økonomien tillader, for Hold. Nu. Kæft., hvor er det fedt!!!

At have opdaget de her former for dans er simpelthen noget af det bedste, der er sket for mig i lang tid. Det er livskvalitet på højt plan og lykke ud i alle celler, og efter hver dans går jeg fornyet hjem, fyldt med saft og kraft, i fuld kontakt med den, jeg er, og mega glad i låget.

De sidste par dage har jeg så gået og tænkt på, at livet egentlig så fint kan sammenlignes med dansen. Nogle gange er musikken uendelig sørgelig, nogle gange er den vred, andre gange er den fin og blid eller fyldt med sexethed, før den pludselig bliver kraftfuld og osende af glæde. Der er langsomme rytmer, hurtige rytmer, tunge rytmer, lette rytmer, glade rytmer, svære rytmer, sexede rytmer, boblende rytmer. Nogle gange næsten ubærlige rytmer.

Og her er hele “hemmeligheden” – ved dansen og ved livet: Det bliver meget, meget nemmere og også meget sjovere, når vi danser med i stedet for at sidde i et hjørne og mugge over, at vi ikke kan lide musikken.

Det betyder, at vi ikke behøver flygte fra noget af det, livet byder os, men i stedet med fordel kan invitere det hele indenfor og efter bedste evne danse med det. Når vi er kede af det, er det okay at græde, når vi er vrede, kan vi rase ud, og når vi er glade og fyldt med lykke i alle celler, kan vi danse en glad dans, mens vi synger i vilden sky. Det hele er helt okay.

Og det er, efter min bedste overbevisning, vejen (eller en af dem, i hvert fald) til et liv med mere lykke, dybde og lethed. For når vi forsøger at fortrænge, ignorere eller flygte fra de følelser eller omstændigheder, vi ikke bryder os om, så har de det med at vokse i styrke og intensitet, indtil vi knækker. Jeg ved det, fordi jeg i så mange år brugte al min energi på at flygte fra alt det indeni, der gjorde ondt. Jeg flygtede i stoffer, i druk, i mænd, i alt muligt, som bare fik det hele til at gøre endnu mere ondt. Og mit liv blev et helvede. Jeg havde ikke lært at danse.

Først da jeg tillod følelser at være følelser og begyndte at holde af hver eneste af dem og tog dem med i en kærlig svingom, begyndte livet at lysne. Det betyder helt konkret, at når jeg føler nogle af de svære følelser, jeg førhen flygtede fra, så sætter jeg mig i stedet ned, går en tur eller bevæger kroppen, lader dem fylde alt det, de overhovedet kan fylde, føler dem fuldt ud, trækker vejret igennem dem, accepterer dem, lader dem fortælle mig det, de gerne fortælle, og giver dem et kram.

Og så sker magien; de letter. Nogle gange kan jeg nærmest fysisk mærke, hvordan følelserne forlader min krop og efterlader mig med adgang til mere kreativitet og større ressourcer i forhold til at løse de issues, de kom af. Det bliver simpelthen nemmere at lave fede moves, selvom musikken måske er lidt crappy.

Nogle gange er det let. Andre gange er det hamrende svært. En gang imellem er det helt umuligt – og så må man gerne spørge om hjælp. Eller bare skide hul i det og drikke en lækker cocktail, før man prøver igen. For følelsen går ingen steder.

Efter dansen i dag, under afspændingen, blev jeg fyldt med en taknemmelighed så stor over det nye liv, jeg har fået, og over at have lært at danse – både med kroppen og med livet – at tårer begyndte at pible ud af øjenkrogene på mig.

På vej hjem i bilen kom denne her sang i radioen – og så var det helt umuligt ikke at skråle med og danse løs, så godt jeg nu kunne, der på sædet. (Teksten fortsætter lidt endnu under videoen.)

Får du danset? Med livet, med musikken, med dig selv? Med de svære følelser, med de lette følelser, med mennesker omkring dig, med dine drømme, med den, du er? Hvis ikke får du hermed min allerkærligste og kraftigste opfordring til begynde at lytte til musikken og danse med den. Det skaber ganske enkelt magi.

Og ha’ så en lækker weekend – må den blive fyldt med kærlighed, saft og kraft. <3

Noget om høns og lykke

I forgårs fik vi fem høns. To hvide Sussex, to tværstribede skovhøner og en topper. Nu spankulerer de rundt i vores noget rustikke, temmelig skæve hønsegård og venter på at falde helt til, før de skal ud i haven og være frie havehøns. Her er de; Mary, Bertha, Topper, Lizzie og Audrey.

Første dag lagde jeg et tæppe i hønsegården og lå der og gloede på dem og snakkede med dem, anden dag byggede jeg en interimistisk kigge-på-høns bænk derinde (de skider jo en del, sådan nogle høns, så tæppe-løsningen holdt kort), og i dag, på tredjedagen, var det første, jeg gjorde i morges, at lave mig en kop kaffe, tage en lille skål majs og sætte mig ud på bænken sammen med hønsene.

Så sad jeg dér, fuldstændig fyldt op af lykke. Og da Lizzie (opkaldt efter Elisabeth Taylor, fordi hun er meget smuk og gerne vil være i fokus på den lidt ”ja, jeg ved da godt, at jeg er herrelækker, se-lige-mig måde) pludselig hoppede op på skødet af mig, var jeg lige ved at smelte ned gennem bænken af happiness. Jeg fik lov til at ae hende lidt, før hun hoppede ned igen for at se, om mine klip-klappere mon kunne spises.

Jeg blev siddende. Drak lidt mere af kaffen og tænkte over, hvor simpel lykken i virkeligheden er. Du kender det garanteret godt; ofte er det de helt små ting, der får hjertet til at smelte og fylder hele kroppen med små lykkebobler. Et smil fra en baby, en græsmark fyldt med solgule mælkebøtter, en dag med blå himmel efter en regnfuld uge, duften af en kat.

Da jeg delte om min morgenlykke på Facebook, var der en kær ven, der skrev, at livet er smukt, hvis vi har tid til at nyde det. Men det der lille ”hvis” er så vigtigt – for det er heldigvis noget, vi selv bestemmer. Og de små oaser af lykke opstår så nemt, når vi tager os tiden. Bare 5 små minutter kan skabe lykke til en hel dag.

Hvad gør dig lykkelig? Hvad får dit hjerte til at smelte og fylder kroppen med små lykkebobler? Og husker du at tage dig tiden til det?